Det blå Europa vil være førende i decarboniseringen af skibsfarten. Det er derfor afgørende, at EU-beslutningstagerne skaber et regelsæt, som giver det maritime Europa de rigtige rammer for at kunne bevæge sig væk fra fossile til grønne brændsler, som f.eks. brintbaserede brændstoffer. Derfor er knap 50 europæiske organisationer og virksomheder, Brintbranchen iblandt, gået sammen og har formuleret en række anbefalinger i et brev til EU-beslutningstagerne.
Anbefalingerne er blandt andet:
- Sæt skrappe grænser for drivhusgasintensiteten og promovér brugen af grønne brændsler via en multiplier
- Hold fast i, at der skal være et bindende mål om, at 2 procent af brændstoffet brugt i skibsfarten skal være fossilfrit (de såkaldte RFNBO’s – renewable fuels of non-biological origin)
- Finansiel incitament: Støt den grønne omstilling af skibsfarten – både på teknologi- og brændstofdelen
Rammerne for den europæiske skibsfart skal forhandles i FuelEU Maritime Legislation, som på nuværende tidspunkt er i trilog-forhandlinger i EU, hvor repræsentanter fra Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen forhandler lovgivning, inden den formelt skal til afstemning. Med brevet vil underskriverne give input til disse forhandlinger.
”Decarboniseringen af skibsfarten er utrolig vigtig, og skal håndteres på internationalt niveau. EU har en helt særlig rolle at spille, og jeg er glad for, at vi sammen med så mange stærke kræfter fra alle led i den maritime værdikæde i dag sender et stærkt signal om, at der er brug for ambitiøs handling, og for at skabe et marked for grønne, brintbaserede brændstoffer i skibsfarten,” siger Tejs Laustsen Jensen.
Brintbranchens medlemmer Blue World Technologies, Copenhagen Infrastructure Partners og Topsoe er også blandt underskriverne.
Hvad er FuelEU Maritime?
FuelEU Maritime er del af EU-Kommissionens Fitfor55 pakken og har til formål at stimulere brugen af grønne brændstoffer i skibsfarten og skal understøtte sektoren med at formindske CO2-udledningerne.
Spørgsmål eller kommentarer?
Tejs Laustsen Jensen – direktør Brintbranchen
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43