Brintbranchen deltager i dag i det grønne topmøde på Marienborg. Forud fra mødet tager den danske hovedorganisation for brint og Power-to-X godt imod regeringens udmeldinger om brintudbud og mere havvind, og sender et samlet budskab: Vi har brug for massive mængder vedvarende energi til produktion af brint- og grønne brintbaserede brændsler, så Danmark kan sætte gang i Europas grønne motor.

”Det grønne topmøde på Marienborg er et vigtigt initiativ fra regeringen, og vi er glade for, at vi kan bidrage med perspektiverne fra en af de helt afgørende grønne industrier i de kommende år. Vi ser frem til dialogen på mødet. Vores input er, at vi skal rykke nu med etablering af massive mængder vedvarende energi til brug til brintproduktion og videreforædling af brint til andre brændsler. Det vil være med til at dekarbonisere industri såvel som transportsektoren, både lands, til vands og i luften,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.

Brintdirektøren hilser i den forbindelse den nye havplan velkommen. Her bliver bl.a. arealet til opførelse af offshore vindmøller øget, og regeringen vil også give mulighed for såkaldt overplanting, hvor kapaciteten i de enkelte havvindmølleparker øges.

”Vi har brug for rigtigt meget vedvarende energi for at kunne møde det behov, der er for grøn brint og brintbaserede brændstoffer i Europa. Danmark har stort potentiale for at kunne levere de grønne brændsler, og udbygningen af havvind og opskaleringen af brintproduktion er gensidigt afhængige. Derfor er det også rigtigt godt, at vi med de nye initiativer kan øge mængden af vedvarende energi og dermed potentielt produktionen af grøn dansk brint. Det er også vigtigt set i sammenhæng med det netop åbnede PtX-udbud,” siger Tejs Laustsen Jensen.

Han roser også regeringen for nu at have fundet en mulig løsning på problematikken omkring åben dør-ordningen.

”Vi vil gerne kvittere for, at regeringen arbejder hårdt på at finde en holdbar løsning på åben dør-udfordringen. Det er godt, at statsminister Mette Frederiksen har sat sig i spidsen for at finde en hurtig afklaring på problematikken med EU-Kommissionen. I den danske brintindustri sidder vi klar til at aftage de store mængder vedvarende energi, fra både åben dør og de øvrige VE-tiltag, så vi som land kan være leverandør af grøn brint og grønne brændsler til Europa.”

Brintbranchen understreger, at der fortsat er meget arbejde og store opgaver, der venter forude, men glæder over at processen med dagens møde nu er sat i gang:

”Der venter fortsat mange udfordringer forude, men med dagens Marienborgmøde er der skabt et godt afsæt, og vi vil arbejde hård for, i samspil med regeringen, at få alle initiativer på plads og skabe en stærk industriel udvikling på brint og grønne brændstoffer til både nationalt brug og eksport til udlandet. Det er godt for klimaet, dansk og europæisk forsyningssikkerhed og dansk økonomi og beskæftigelse,” siger Tejs Laustsen Jensen.

Spørgsmål eller kommentarer?

Tejs Laustsen Jensen – direktør Brintbranchen
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43