Efter flere års tovtrækkeri på europæisk niveau er de to delegerede retsakter på brint endelig vedtaget. Om 20 dage træder de delegerede retsakter i kraft i hele EU.

De delegerede retsakter definerer, hvornår man må kalde brint og brintbaserede brændsler, som metanol og ammoniak, for grøn, og danner dermed det regulatoriske grundlag for hele den europæiske brintøkonomi. I akterne defineres det, hvornår brint er en RFNBO, og forkortelsen RFNBO står for Renewable Fuels of Non-Biological Origin, og dermed grøn, og tæller med i medlemslandenes vedvarende energi målsætninger. De delegerede retsakter skal ses i sammenhæng, og har deres ophæng i REDII (Renewable Energy Directive II), som bl.a. har til formål at sikre, at RFNBOs bliver produceret ved hjælp af vedvarende energi (VE).

Den første delegerede retsakt, som bliver omtalt som ‘nummer 27’, ‘den om el-input’ eller ‘den om additionalitet’ definerer, hvornår den VE, der skal bruges til at producere RFNBOs, kvalificeres som vedvarende. Akten har krav om additionalitet (dvs. ny-etableret vedvarende energi, så man ikke tager grøn strøm, der allerede har et formål), geografisk korrelation (brug af den grønne strøm sker i samme budzone, som den er produceret i, med enkle få undtagelser), og tidsmæssig korrelation (den grønne strøm skal indtil slutning af 2029 blive brugt inden for samme kalendermåned, at den er blevet produceret, og fra 2030 skal brug af VE ske inden for en time efter produktion).

Den anden delegerede retsakt, som bliver omtalt som ‘nummer 28’ eller ‘den om CO2-reduktioner’, definerer brugen af CO2-kilder i Power-to-X-produktion og hvordan man beregner drivhusgasreduktioner fra RFNBOs.

Timeline for vedtagelsen af de delegerede retsakter.

Lang og besværlig proces

De delegerede retsakter har været undervejs i rigtig lang tid. Der gik omkring et års tid fra EU-Kommissionens konsultation til at de endelige versioner af akterne blev præsenteret i februar i år. I mellemtiden blev flere udkast lækket, og på den måde blev akterne genstand for mange ophedede debatter, hvor indholdet, f.eks. kravene om additionalitet og tidsmæssig korrelation og kompleksiteten af akterne, blev kritiseret, både i Danmark og også i de andre EU-lande.

Hele processen har fået Brintbranchen gentagne gange op i det røde felt. For eksempel da en lille koalition af Europaparlamentarikere forsøgte at få EU-Parlamentet til at stemme nej til de endelige versioner fra februar i år:

”Det er et potentielt katastrofalt træk for den grønne udvikling i Europa. I forvejen er projekter i Danmark som andre steder i Europa forsinket, fordi vi har ventet på afklaring om retsakterne alt for længe. I februar fik vi så endelig Kommissionens forslag, og selvom det på ingen måde er perfekt, så har vi behov for at få stabile rammer på plads nu. Vi kan ikke gennemføre grønne milliardprojekter, når vi ikke ved, hvilke regler vi skal arbejde under, og derfor har vi brug for at få retsakterne på plads. Uperfekt regulering er trods alt bedre end ingen regulering,” sagde direktør i Brintbranchen, Tejs Laustsen Jensen, dengang i en pressemeddelelse.

Hvad nu?

De delegerede retsakter træder som nævnt i kraft om 20 dage fra nu. Samtidig er vi ikke helt i mål endnu, for derefter skal regelsættet blive implementeret i en dansk kontekst, og det vil tage tid. Dog kan danske brintproducenter og aftagere glæde sig over, at vi får en fælleseuropæisk regelsæt på plads, så vi kan komme videre med opbygningen af en europæisk brintøkonomi.

Tejs Laustsen Jensen: ”Selvom Europa i almindelighed har rigtigt gode muligheder på brintområdet, og Danmark i særdeleshed, er Europas position som grøn leder under pres på alle fronter, og ikke mindst når det gælder brint, der er en af de helt centrale teknologier i fremtidens grønne energisystem. I forvejen ser vi, hvordan Kina udfordrer os på teknologien, og at mange projektudviklere overvejer at rykke til USA pga. de attraktive vilkår præsident Bidens IRA-lovgivning tilbyder. Vi har i EU været alt for længe om at reagere på de udfordringer og ditto på at få retsakterne på plads. Derfor er jeg glad for, at vi – selvom regelsættet ikke er perfekt – rykker fremad nu.”

Baggrund

Video – juni 2023

Hør og se Brintbranchens Chef for Regulering og Analyse, Adriana Guerenabarrena, fortælle om, hvorfor det er vigtigt, at de delegerende retsakter nu er vedtaget.

Læs – de endelige delegerede retsakter

Delegeret retsakt om additionalitet

Delegeret restakt om CO2 og dens anneks

Explainer- Hvad er RFNBOs og hvorfor er de vigtige?

Se i explaineren, hvorfor branchen har sukket efter regulering i lang tid.

Læs – Pressemeddelelse Brintbranchen

EU-Regler om grønne brændsler skal på plads nu

Spørgsmål eller kommentarer?

Adriana Guerenabarrena – Regulatorisk og analytisk chef
ag@brintbranchen.dk
tlf. 31 15 57 24