Stor deltagelse ved HyLAW-konference

Der var mødt mange interesserede deltagere op, da Brintbranchen inviterede til konference om det europæiske projekt HyLAW. Med repræsentanter fra bl.a. Energinet, Bilbranchen og Autobranchen samt oplæg fra DGC og Nel Hydrogen, var der samlet stærke interesser på brintområdet.

Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, holdt først et oplæg, hvor han præsenterede HyLAW-projektet og det National Policy Paper, som Brintbranchen har udarbejdet i forbindelse med projektet. Her skitseredes Danmarks stilling i forhold til implementeringen af nye brintteknologier. Der blev ligeledes sat fokus på de udfordringer, der er for disse teknologier indenfor de nuværende rammevilkår, og rapportens anbefalinger blev diskuteret.

Jan k. Jensen fra DGC holdt herefter en præsentation, der fokuserede på brintpotentialet fra en gasvinkel. Ligeledes deltog Uffe Borup fra Nel Hydrogen med et oplæg om brint i transport, og udviklingen af den grønne omstilling i transportsektoren.

Projektets konklusioner på det danske område er, at Danmark grundlæggende er godt stillet i forhold til implementeringsmulighederne for brintteknologier, men at der også er plads til forbedringer. Potentialet i brintteknologier er uhyre stort, men området er endnu ukendt af mange. Der er dog ingen tvivl om, at brinten kan spille en nøglerolle i den grønne omstilling. Brinten kan indgå i et samspil med andre grønne teknologier, så der er forskellige løsninger til forskellige behov og forbrugsmønstre. Det handler om integration i energisystemet, om at nedbryde sektorielle siloer og tænke energiforbruget og -behovet sammen i højere grad, end det sker nu.


 

 

Disse aktiviteter er finansieret gennem ”Fuel Cell and Hydrogen Joint Undertaking 2 (FCH JU 2)” under støtte nr. 735977. Dette partnerskab modtager støtte fra den Europæiske Unions Horizon 2020 program som støtter forskning og udvikling i samarbejde med European Research Grouping on Fuel Cells and Hydrogen, Hydrogen Europe Research og Hydrogen Europe

HyLAW minikonference

Brintbranchen inviterer til minikonference i København.

 

Den 25. september kl. 13-16 præsenteres resultaterne af det europæiske projekt HyLAW på en minikonference i Energiens Hus i København.

HyLAW-projektet er støttet af EU gennem FCH-JU, og søger at kortlægge lovgivning, incitamenter og forhindringer for brint- og brændselscelleteknologi i 18 lande såvel som i EU-regi. Formålet er at sammenligne forholdene i de 18 lande, og identificere eventuelle lovgivningsmæssige barrierer for implementering af brint- og brændselscelleteknologier. Disse sammenligninger klarlægger de bedste og dårligste praksisser på området, og vil ligge til grund for anbefalinger til målrettede nationale og europæiske forbedringer.

Brint- og brændselscelleteknologier kan i høj grad være med til at sikre den grønne omstilling og uafhængighed af fossile brændsler. Diskussionen om lovgivning og regulering på dette område trækker således tråde til både det nyligt indgåede energiforlig såvel som klimamålene.
Denne konference arrangeres af Brintbranchen, der sammen med Dansk Gasteknisk Center er de danske partnere i projektet.

Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, vil præsentere projektets formål, resultater og anbefalinger. Derudover vil der være oplæg fra Jan K. Jensen, vicedirektør i Dansk Gasteknologisk Center, og Uffe Borup fra Nel Hydrogen Solutions. De vil tale om henholdsvis brint i gas- og transportsektoren.

Efter konferencen vil der være mulighed for netværk og en forfriskning.

Deltagelse er ganske gratis, og du kan tilmelde dig her. Frist for tilmelding er 14. september.
Du kan se mere om programmet for konferencen her, og du kan læse nærmere om HyLAW-projektet her.

 

 

Disse aktiviteter er finansieret gennem ”Fuel Cell and Hydrogen Joint Undertaking 2 (FCH JU 2)” under støtte nr. 735977. Dette partnerskab modtager støtte fra den Europæiske Unions Horizon 2020 program som støtter forskning og udvikling i samarbejde med European Research Grouping on Fuel Cells and Hydrogen, Hydrogen Europe Research og Hydrogen Europe

Et travlt forår og en hektisk sommer

Selvom sommeren langt fra er slut, er ferien ved at være det for de fleste, og det samme er andet kvartal af 2018. Hos Brintbranchen har vi haft travlt – og til tider har det været lidt hektisk – både med afholdelse af arrangementer, politisk arbejde og udgivelse af kommunikationsmateriale.

Fokus på transport

I de forgangne måneder har vi især haft fokus på transport, hvor flere arrangementer og begivenheder har kredset om emnet.

Den 18. april løb vores Årsdag 2018 af stablen hos Serenergy i Aalborg. Omkring 90 deltagere mødte op til en dag med fokus på grøn transport, herunder lagring, produktion og anvendelse af grønne brændstoffer. Der var mange inspirerende oplæg og desuden et site visit på Serenergys produktion af metanoldrevne brændselscelleanlæg.

De sidste måneder har ligeledes budt på flere vellykkede tiltag under transportprojektet Hydrogen Mobility Europe (H2ME), hvor vi er med i den store partnerkreds, der tæller partnere fra mere end 9 europæiske lande. Brintbranchen udgav som led i projektet en rapport om danske brintbilisters oplevelser med at køre med brint. Rapporten er den første af sin slags og kan læses her.

Nel Hydrogen har bl.a. med støtte fra H2ME-2 bygget og leveret to tankstationer i Island og en tredje forventes i 2019. Dette er starten på en infrastruktur i Island, der skal gøre det eftertragtet at køre brintbil. I H2ME-regi var der også gang i den i København, hvor Brintbranchen i maj i samarbejde med Hyundai Danmark officielt kunne overdrage to brintbiler til Københavns Kommune. Bilerne skal fungere som borgmesterbiler for hhv. Socialborgmester Mia Nyegaard og Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard og får således den københavnske brintbilsflåde op på 21 biler.

Ligeledes i maj var Brintbranchen med til at organisere Toyota’s Mirai Roadtrip, da den ramte den danske hovedstad, hvor vi havde arrangeret en række dage med præsentationer, der gav indblik i det danske brintlandskab, og hvor relevante ordførere fra både Venstre og Socialdemokratiet fortalte om muligheden for at bruge brint til lagring af el. Toyota kørte i brintbil op gennem Tyskland og til Danmark med en lang række journalister i deres brintbil, Mirai. Læs mere her.

Folkemøde i solskin

I juni måned deltog Brintbranchen i Folkemødet på Bornholm med det mest ambitiøse program i organisationens historie. Det blev til fire arrangementer, der fokuserede på debatter om vigtige spørgsmål og diskussioner inden for energiområdet og den grønne omstilling.

Vi havde allieret os med klimaekspert og meteorolog Jesper Theilgaard, som interviewede en række brintbilister, både private brugere og brugere, der kører brintbil i forbindelse med deres arbejde. De var alle begejstrede for selve køreoplevelsen, og nød den gode samvittighed, der følger med at køre en bil, der ingen udstødning har, udover vanddamp. De kunne dog også rapportere om den sårbarhed, der følger med at være first mover. Alligevel var den enstemmige konklusion, at fordelene er størst, især den lydløse kørsel, grønne profil og rækkevidden.

Efterfølgende ledte Jesper Theilgaard en interessant debat mellem en række vigtige debattører om, hvor ansvaret for den grønne omstilling i transportsektoren ligger. De mange fremmødte kunne desuden kigge nærmere på en Toyota Mirai.

Derudover bød vi på en paneldebat i forbindelse med EU-projektet HyLAW under spørgsmålet ”Sætter bureaukrati en stopper for den grønne omstilling?” og havde også to gasfokuserede events i Energinets telt, hhv. GasTalk og GasDebat ifm. FutureGas-projektet.

Alt i alt var det et meget vellykket Folkemøde, og vi vil gerne sige tak til alle deltagere og fremmødte. Læs mere om arrangementerne her.

Energiforlig, klimaplan og brintpuljen

I de absolut sidste dage inden Folketinget for alvor gik på sommerferie, blev samtlige partier enige om et nyt energiforlig. En række af de aftalte initiativer skal først aftales i detaljer i det kommende år. Det gælder blandt andet 500 millioner kr. til grøn transport og en gasstrategi, hvor forligsteksten eksplicit nævner at strategien skal behandle metanisering.

Du kan læse brintbranchens pressemeddelelse om forliget her.

I begyndelsen af juli blev det offentliggjort hvordan de 10 millioner kroner fra puljen for fremme af brændselscellekøretøjer skal uddeles, og de tre projekter, der blev tildelt midler er Herning Kommune, Bedre Begravelse Aps og Everfuel Denmark A/S.

Først på efteråret forventes regeringen desuden at præsentere en klimaplan. Klimaplanen forventes at indeholder en lang række initiativer, særligt i forhold til transport og på landbrugsområdet.

Nyt fra sekretariatet

Hos Brintbranchens sekretariat har foråret og sommeren også budt på en masse nyt.

Vi har sagt farvel og tak for indsatsen til vores politiske konsulent Chris Holst Preuss, der er tiltrådt en ny stilling hos Landbrug og Fødevarer og ligeledes taget afsked med vores student Renée Andersen, der det sidste år har været ansat som barselsvikar. Samtidigt siger vi farvel og på gensyn til vores konsulent og projektleder Sofie Neergaard pr. 9 august, da hun går på barsel og er væk i et års tid frem.

Det betyder også, at vi til gengæld kan sige velkommen til en række både nye og kendte ansigter:
Nicolai Fiil er fra 30. juli ansat som konsulent med fokus på politisk interessevaretagelse og kommunikationsarbejde.
Eleonore Fenne, der var hos os som praktikant i foråret 2017, er tilbage på kontoret som student en række timer hver uge, hvor hun vil bistå med større kommunikationsopgaver.
Line Strauss Jørgensen, der ligeledes har været hos os som praktikant, er også fremover at finde på kontoret, hvor hun bl.a. vil have ansvaret for Den danske brint- og brændselscelledag.
Og sidst men ikke mindst er vores dygtige student, Emma Møller Husted, tilbage fra barsel.

Læs mere om kontoret og de ansatte her.

Efteråret hos brintbranchen

Efter et velfortjent pust i sommerferien er det delvist nye hold på sekretariatet kampklar til et spændende efterår, der også byder på en masse aktivitet. Værd at fremhæve er bl.a. HyLaw-minikonferencen den 25. september, hvor resultaterne vedrørende politiske og juridiske hindringer for udvikling og kommercialisering af brint vil blive præsenteret. Derudover arrangerer vi igen i år Den danske brint- og brændselscelledag i samarbejde med EUDP, Innovationsfonden og SDU. Den danske brint og brændselscelledag 2018 finder sted den 19. november på Syddansk Universitet i Odense.

Vi håber at se mange af jer!

Når bureaukrati sætter en stopper for den grønne omstilling

Fredag den 16. juni var en række aktører fra den danske energibranche samlet på folkemødet på Bornholm, med det formål at diskutere regulering af den grønne sektor, og ikke mindst, hvad der kan gøres for at skabe rammerne. Debatten var arrangeret af Brintbranchen under rammerne af det europæiske projekt Hylaw. Hylaw har til formål af skabe overblik over de administrative forhold så som regler og lovgivning på tværs af 18 EU-lande, og skabe en database for herigennem at give det lettest mulige overblik til potentielle udviklere af ny grøn teknologi.

De deltagende organisationer på folkemødet var, udover Brintbranchen selv, Vindmølleindustrien og Biogasbranchen, og Hanne Storm Edlefsen fra Energinet havde sagt ja til at deltage som moderator. Alle organisationer havde forberedt cases om, hvordan regulering kan stå i vejen for den grønne omstilling. Netop det er kernen i Hylaw-projektet, hvis formål er at klarlægge de administrative udfordringer på tværs af grænserne i de 18 deltagende lande og i EU som helhed. Blandt eksemplerne var bl.a. krav til brinttankstationer og tilslutningen til nettet for vindmøller, og i det hele taget samspillet mellem forskellige grønne energiformer og teknologier under regelsæt, der er udviklet til noget ganske andet.

Resultaterne af Hylaw præsenteres på en konference i København den 25. september. For deltagelse i konferencen kontakt Brintbranchens sekretariat på info@brintbranchen.dk.

Disse aktiviteter er finansieret gennem ”Fuel Cell and Hydrogen Joint Undertaking 2 (FCH JU 2)” under støtte nr. 735977. Dette partnerskab modtager støtte fra den Europæiske Unions Horizon 2020 program som støtter forskning og udvikling i samarbejde med European Research Grouping on Fuel Cells and Hydrogen, Hydrogen Europe Research og Hydrogen Europe.

Brintbiler, GasTalk og masser af debat på Folkemødet

Onsdag den 13. juni rejste Brintbranchen mod Allinge i en Toyota Mirai, hvor de næste fire dage skulle stå i folkeoplysningens tegn. Det mest ambitiøse program i organisationens historie skulle stå sin prøve med fire events, der på forskellig vis relaterede til fremtidens grønne løsninger med et naturligt fokus på brint- og brændselscelleteknologi.

Der er mange stemmer på Folkemødet i Allinge, der alle kæmper om opmærksomheden fra de mere end 100.000 deltagere. Det lykkedes heldigvis Brintbranchen i høj grad at få råbt højt og tiltrukket tilhørere. Ikke mindst var brintbilen fra Toyota og Jesper Theilgaard et stort trækplaster på Folkemødets første dag. Derudover deltog Brintbranchens medarbejdere som tilhørere i en lang række debatter med fokus på grøn omstilling, transport og energiforliget, og fik netværket og udvekslet erfaringer og meninger.

Hvordan er det at køre på brint?

På Folkemødets første dag stod Brintbranchen klar med en Toyota Mirai og Jesper Theilgaard til at tage en debat om brintbiler. Arrangementet tiltrak omkring 50-60 mennesker, der kom for at høre klimaekspert og meteorolog Jesper Theilgaard interviewe en række forskellige brint-bilister. I panelet sad Mia Nyegaard, Socialborgmester i København for Radikale Venstre, som har en Hyundai iX35 som borgmesterbil, Rådhusbetjent Flemming Dam fra Socialforvaltningen på Nørrebro og privatbilisten Michael Holst, der det sidste år har kørt Honda Clarity.

Eventet var den del af H2ME projektet, og der blev også tid til at fortælle om projektets resultater og ambitioner og gøre reklame for Brintbranchens nyudgivne rapport om brugeroplevelser hos brintbils-bilister.

Alle de forskellige typer af brugere var meget begejstrede for køreoplevelsen og ser alle spændende perspektiver i brintbiler, som både er lydløse og partikelfri.

Det er dog udfordrende at være ’first mover’. Særligt ift. infrastrukturen, der tæller 10 stationer i Danmark. Her bliver man som brint-bilist ekstra sårbar, hvis der er stationsnedbrud, og man skal i højere grad planlægge sin rute. Fordelene vejede dog tungere hos de tre panelister, der især lagde vægt på den grønne profil, lydløsheden og ikke mindst rækkevidden.

Efter snakken om de forskellige køreoplevelser fik Jesper Theilgaard mulighed for at skyde lidt med skarpt på en række aktører, der alle er ansvarlige for at udbrede brint til transport, nemlig Nicolaj Bruun Rasmussen, Nel Hydrogen (stationsoperatør), Martin Grandal, Toyota Danmark, David Marc Gurewitsch fra Teknik og Miljø i København, der er ansvarlige for indkøb til Københavns bilflåde og Brintbranchens direktør Tejs Laustsen Jensen.

Her var der særligt fokus på, hvordan den tunge transport er en vigtig nøgle til at udbrede brinttransport, da det giver en bedre business-case for brintproduktionen og dermed også gør stordriftsfordele muligt.

Det var også muligt at sparke dæk på Toyota Mirai’en, hvor Toyota-tekniker Jan Nielsen også var til rådighed for spørgsmål.

 

I gassens tegn

Fredag den 15. juni stod i gassens tegn, hvor Brintbranchen i samarbejde med Energinet havde stillet tre forskere stævne i Energinets telt til at fortælle om deres forskning på en let og tilgængelig – og ikke mindst folkelig – måde, under titlen GasTalk.

Konceptet var enkelt: Alle havde præcis 10 minutter og 10 slides til at forklare kompleksiteten af deres forskning inden for gassektoren med fokus på resultater og betydning for virkeligheden.

Nyudnævnt professor Marie Münster og ph.d. Rasmus Bramstoft, begge fra DTU Management Engineering og en del af FutureGas-projektet indtog sammen med ph.d. Christian Dannesboe fra Aarhus Universitet scenen.

Marie Münster startede ud med et generelt oplæg om gassens rolle i det fremtidige energisystem og sektorkobling, derefter tog Rasmus Bramstoft over med at fortælle om sit fokus på særligt VE-gasser i den grønne omstilling og slutteligt inviterede Christian Dannesboe os med ind i Haldor Topsøes demonstrationsanlæg i Foulum, hvor han til dagligt arbejder med at konvertere grøn elektricitet til naturgas.

Det var tre veloplagte forskere, der fangede publikum og fik serveret deres forskning inden for den snævre tidsramme alt imens Brintbranchens praktikant Line agerede menneskelig powerpoint-projektor.

Læs mere om FutureGas projektet her, som forsker i gassens rolle i fremtiden. Find mere om Foulum anlægget her.

Brintbranchen afholdt også to øvrige arrangementer, nemlig en gasdebat og et HyLaw-arrangement med fokus på barrierer for grøn omstilling. Læs mere om Brintbranchens folkemødeprogram her og find også information om de foregående år.

I år løb Folkemødet af stablen den 14.-17. juni 2018.

Brintbranchens program for Folkemødet 2018

Brintbranchen har i år planlagt et meget travlt program for Folkemødet. Brintbranchen er arrangør eller medarrangør på hele 4 programmer torsdag, fredag og lørdag. Igen i år vil Brintbranchen have brintbiler med på Folkemødet og diskutere fremtidens transportløsninger.

Torsdag starter Brintbranchen nemlig ud med et arrangement omkring brintbiler sammen med Jesper Theilgaard der interviewer brintbilister torsdag d. 14. juni kl. 13.00 i Brandstationens debattelt. Jesper vil interview en række daglige brugere af brintbiler omkring deres oplevelser med at køre på brint. Jesper Theilgaard vil bl.a. interviewe Mia Nygaard, socialborgmester i København som bruger en brintbil som borgmester bil. Herudover vil der være interview med Chris Holm, som er pensionist og har anskaffet sig en brintbil privat. Derudover vil bl.a. en rådhusbetjent og en projektleder også fortælle om deres erfaringer med brintbilerne.

Fredag starter vi ud med en debat om bureaukrati og den grønne omstilling kl. 09.00 i Brandstationens debattelt. Vi stiller nemlig spørgsmålet ”Sætter bureaukrati en stopper for den grønne omstilling?” til Vindmølleindustrien ved Martin Risum Bøndergaard, Politik- og analysechef, Biogasbranchen ved Bruno Sander Nielsen, faglig direktør og Brintbranchens egen direktør Tejs Laustsen Jensen. Som moderator vil Hanne Edlefsen som er afdelingsleder i Energinet lede os igennem en spændende debat, hvor hver deltager har en konkret case med, der skal danne udgangspunktet for, om der er fællesbenspændere vi skal have fjernet.

Senere fredag forsætter vi med et alternativt arrangement i samarbejde med Energinet. Her afholder vi GasTalk kl. 14.30 i Energinets telt, hvor 2 Ph.d.er og en lektor vil fortælle om deres forskning i grønne løsninger baseret på gas. De vil fortælle om deres arbejde i et TEDTalk lignede format, som skal gøre deres komplicerede forskning let tilgængelig for alle.

Lørdag slutter vi af med en klassisk paneldebat i Energinets telt kl. 15.00-16.00, hvor en række aktører skal svare på spørgsmålet ”Er gas stadig en del af den grønne omstilling?” Til denne debat skal vi bl.a. høre fra ProjectZero i Sønderborgs direktør Peter Rathje, viceadm. direktør i Dansk Energi Anders Stouge, Biofos direktør John Buur Christiansen, Head of Department på DTU Poul Erik Morthorst samt Brintbranchens direktør Tejs Laustsen Jensen. Og til at lede slagets gang har vi rekrutteret Jeppe Danø som er Områdeleder for Gassystemansvar i Energinet.

Find hele Folkemødeprogrammet her

Her kan du se billeder fra sidste års Folkemøde:

Brintbranchen deltog i HyLaws General Assembly i Bruxelles

Fredag d. 15. december afholdte HyLaw-projektet deres 2. General Assembly i Bruxelles. Brintbranchen deltog selvfølgelig i GA’en, som havde fokus på fremskridt blandt de såkaldte Tier 3 lande samt den første økonomiske afrapportering og den tekniske rapport. HyLaw-projektet har til formål at kortlægge de administrative og lovmæssige forhindringer og fordele for brændselscelle- og brintteknologier på tværs af Europa. Herved kan der sættes fokus på Best practice, som kan udbredes, hvilket vil gøre det lettere for virksomheder at udvikle og afsætte deres produkter til gavn for den grønne omstilling.

Danmark er repræsenteret ved Brintbranchen og Dansk Gasteknisk Center, og deltager som et ”Coregrop Contry” der sammen med de andre Tier 1 lande skal sætte det gode eksempel til gavn for de lande, hvor brint- og brændselsceller ikke er ligeså udviklet. Brintbranchen har til opgave at drive den politiske formidlingsopgave i Danmark, når resultaterne ligger klar samt at følge og udvikle projektet i al almindelighed.

Brintbranchen vil bl.a. på Folkemødet præsentere nogle af resultaterne fra projektet og perspektivere dem til andre grønne danske succeser som f.eks. vindmøller og biogas.  Derudover afholder Brintbranchen i løbet af september en konference hvor de endelige resultater bliver fremlagt.