Resultatet af den europæiske brintbank punkterer myten om, at grøn brint er for dyrt

Brintbranchen finder resultaterne af den første auktionsrunde i den europæiske brintbank opløftende, da de beviser, at europæiske brintprojekter er tættere på kommerciel modenhed end tidligere antaget. Nu handler det om at holde momentum, og Brintbranchen opfordrer derfor Danmark til at afsætte nationale midler til de kommende auktionsrunder i den europæiske brintbank.

 

720 millioner euro kunne den europæiske brintbrank, European Hydrogen Bank, fordele over i alt 132 ansøgende projekter fra 17 europæiske lande. Syv af projekterne får nu tilbudt produktionsstøtte, men blandt dem er desværre ingen danske projekter. De vindende projekter er placeret i Spanien, Portugal, Norge og Finland. Den veloverståede første auktion viser, at der er stor appetit på grøn brintproduktion i EU, for ligesom det var tilfældet med det danske PtX-udbud, har EU-udbuddet været betragteligt overtegnet.

”Fortællingen om den dyre grønne brint er slut. Europa kan se frem til etablering af 1,5 GW ekstra og ovenikøbet billig elektrolysekapacitet igennem den europæiske brintbank, og det er en dejlig nyhed. Det er ærgerligt, at danske projekter ikke er blandt de vindende, men vi er glade for at se vores medlem Copenhagen Infrastructure Partners som den store vinder i den her runde, og vi håber på større dansk succes i anden runde, som efter planen åbner senere i år,” udtaler Adriana Guerenabarrena, chef for regulering og analyse i Brintbranchen.

Danmark skal stemple ind via Auction-as-a-service 

Det er iøjnefaldende, at fem ud af de syv vindende projekter er placeret i Spanien og Portugal – lande som, ligesom Danmark, har rigtigt gode VE-ressourcer. De andre to vindende projekter har hjembase i de nordiske lande, Finland og Norge, som har lignende investeringsmiljøer og -forudsætninger, som Danmark. Derfor skal vi nu ikke miste modet i Danmark.

”Dagens resultater understreger værdien af at støtte danske projekter via Auction-as-a-Service i fremtiden. For når vi kigger på resultaterne fra det danske PtX-udbud sammenholdt med det europæiske, ligger prisniveauerne relativt tæt. Det er også værd at bemærke, at de to udbud har ligget meget tæt på hinanden tidsmæssigt, og det kan have haft en indvirkning på søgningen. Derfor har Brintbranchen også argumenteret for, at de danske udbud skal koordineres med de europæiske, så Danmark får mest muligt ud af den kombination af gode VE ressourcer og stærke regulatoriske udviklinger” afslutter Adriana Guerenabarrena, chef for regulering og analyse i Brintbranchen.

Spørgsmål eller kommentarer?

Adriana Guerenabarrena
Chef for regulering og analyse
ag@brintbranchen.dk

tlf. 31 15 57 24

Adriana Guerenabarrena