Regeringen trækker PtX-penge tilbage trods aftale
Regeringen har nu slukket det sidste håb for nye brintinvesteringer i IPCEI-sammenhæng. Efter et projekt måtte skrinlægges, har det været tvivl og tovtrækning om, hvad der skulle ske med de allerede afsatte midler under EU’s IPCEI-initiativ.
Det har Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, talt med Ingeniøren om i denne uge.
Ifølge den oprindelige aftale skal ubrugte midler kanaliseres over i andre grønne brint- og PtX-projekter. Brintbranchen har derfor længe arbejdet for, at de over 500 mio. kr. skulle ud at arbejde i regi af andre brintprojekter hurtigst muligt.
Nu har klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, dog slået fast, at det ikke kommer til at ske. Hverken de 522 mio. kr. fra det skrinlagte projekt, eller de 15 mio. kr. årligt i 2025-2026, der var afsat på finansloven til det, vil blive brugt på det, de var dedikeret til.
Tejs Laustsen Jensen, stiller sig meget uforstående overfor regeringens beslutning om at vende ryggen til den indgåede aftale, og derved regeringens egne grønne prioriteter.
