Nyt samarbejde om grønt flybrændstof

I dag har Copenhagen Infrastructure Partners (Fjord PtX), Scandinavian Airlines, CPH Airport og Aalborg Airport underskrevet en Memorandum of Understanding (MoU) om produktion af grønt flybrændstof (eSaf) i Danmark.

I en kommentar siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen:

“Vi er meget glade for, at der i dag er underskrevet en Memorandum of Understanding mellem fire nøglespillere inden for luftfartsektoren. Det er yderst vigtigt, at både luftfartsaktørerne og eSaf-udviklere, som Fjord PtX, skubber på, og i dag præsenterer en plan for, hvordan de vil gøre dansk indenrigsflyvning grønt i 2030. Det understreger branchens vilje til at handle. Men selvom de underskrivende parter med dagens aftale rykker udviklingen af grøn luftfart i Danmark et vigtigt skridt fremad, så skal vi understrege, at branchen ikke kan gøre det alene. For det er ikke muligt at nå i mål uden yderligere politisk og økonomisk opbakning. Der er brug for, at politikerne stempler ind og understøtter den vilje, branchen igen i dag har illustreret, er til stede. For det er kun med fælles indsats fra staten og branchen, at vi kan realisere den helt nødvendige indfrielse af de grønne mål.”