Nationale brintorganisationer i åbent brev til EU-kommissionen: Ændr vilkår for brintbanken
Tolv nationale brintorganisationer, her iblandt Brintbranchen, har i dag sendt et åbent brev til EU-kommissionen, hvor de opfordrer kommissionen til at inkludere ikke-priskriterier i brintbankens næste auktion.
I brevet skriver organisationerne, at brintbanken skal understøtte Green Deal Industrial Plan-målene, og særligt de mål, som står i Net Zero Industry Act (NZIA). NZIA udpeger elektrolyseteknologi som strategisk nøgleteknologi for EU, og har et mål om, at mindst 40 procent af alt elektrolyseudstyr skal være udviklet og produceret i Europa i 2030.
Vi er langt fra dette mål, og derfor mener organisationerne, at brintbanken i sin næste auktion skal give fortrinsret til projekter, der involverer EU-fremstillede elektrolysatorer, fremfor elektrolyseudstyr, der er produceret i lande udenfor EU, som ikke lever op til europæiske standarder om f.eks. fair konkurrence.
Organisationerne påpeger, at vi ikke må miste ejerskab over elektrolyseteknologier og -værdikæden, og at den europæiske brintbank derfor skal inkludere ikke-prisbaserede kriterier i dens næste auktion. Brintbankens næste auktion er planlagt i slutningen af 2024 og har 1,2 mia. euro i midler. Ikke-priskriterier dækker over krav som f.eks. sociale og sikkerhedsstandarder og cybersikkerhed.
Blandt de underskrivende organisationer er, udover Brintbranchen, også de tyske, franske, nederlandske, belgiske, italianske, ungarske, polske, tjekkiske, rumænske, slovakiske og ukrainske organisationer.