En stærk aftale, der skaber fundament for at Danmark kan blive storproducent af både grøn strøm, brint og grønne brændstoffer. Det er reaktionen fra Brintbranchen på dagens aftale om massiv udbygning af dansk havvind. Ifølge Brintbranchen, der samler den danske brint- og PtX-industri, repræsenterer aftalen et nybrud i både dansk og europæisk energiforsyning, fordi de kommende vindparker ikke kun vil levere grøn strøm til millioner af husstande, men også kan også blive grobund for det danske brint- og PtX-eventyr. Produktionen af grøn brint og andre brintbaserede brændsler vil ikke alene sikre en effektiv udnyttelse af den nye energiproduktion, det vil også sikre, at den grønne energi finder vej til alle de sektorer, der ikke kan sluttes til en stikkontakt.
”Der er ingen tvivl om, at dagens aftale om havvind er historisk, og kommer til at markere et signifikant skifte i vores tilgang til energi- og forsyning. Vi får helt andre mængder grøn energi til rådighed, og tager dermed et vigtigt skridt frem mod næste kapitel i den grønne omstilling, hvor grøn strøm er den råvare, vi i Danmark i massive mængder skal forædle til brint og brintbaserede grønne brændstoffer. Så der er rigtig god grund til at rose både regeringen og alle aftalepartierne for aftalen,” siger direktøren for Brintbranchen, Tejs Laustsen Jensen, i en kommentar til aftalen. Han glæder sig samtidig over, at aftalen åbner op for såkaldte overplanting:
”Det er rigtigt godt, at vi nu kommer videre med havvindsudbygningen og ikke mindst, at aftalen åbner for overplanting. Netop overplantningen viser, at så stor strømproduktion som vi her taler om, reelt kun kan lade sig gøre, og udnyttes til fulde, ved at indtænke brint- og PtX-produktion. Der er fremadrettet et gensidigt afhængighedsforhold mellem brint og VE-udbygningen, der i høj grad er hinandens forudsætninger. For på den måde kan vi udnytte al den grønne strøm, vi overhovedet kan producere, og samtidig sikre, at den grønne energi kan lagres og flyttes over i de sektorer, der ikke kan elektrificeres direkte. Det handler om grøn brint til bl.a. industrien, og grønne brændsler som metanol, ammoniak e-metan og andre e-fuels til bl.a. skibs- og luftfarten,” udtaler Tejs Laustsen Jensen, der understreger, at visheden om den grønne strømproduktion, er et afgørende signal til den danske brint- og PtX-industri, der skal levere løsningerne til den indirekte elektrificering:
”Det er meget positivt, at der med dagens aftale er skabt vished om en meget betydelig mængde grønne elektroner, som vi i brint og PtX-industrien nu skal omdanne til molekyler. Det er helt utroligt vigtigt for den grønne omstilling, for den europæiske energiuafhængighed, og for skabelsen af mange, mange nye grønne arbejdspladser herhjemme.”
Spørgsmål eller kommentarer?
Tejs Laustsen Jensen – direktør Brintbranchen
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43