Fem nøgleinitiativer til den kommende valgperiodes energi- og industripolitik
Brintbranchen har formuleret fem forslag til den kommende valgperiodes energi- og industripolitik, for Danmark skal fastholde sin førerposition på brint og PtX.
1. National strategi for fossil uafhængighed i de sektorer, der ikke kan elektrificeres direkte
Energi- og forsyningsmæssig uafhængighed kræver også grøn omstilling af de sektorer, der ikke kan elektrificeres direkte, herunder luft- og skibsfarten. Derfor skal en ny regering vedtage en finansieret strategi for dansk produktion og forbrug af
grønne PtX-brændstoffer i transportsektoren, herunder adgang til tilstrækkelige mængder CO2 til produktionen.
Strategien skal indeholde:
a. Krav om forbrug af grøn brint (RFNBO) i den samlede mængde energi anvendt transportsektoren frem mod minimum 8% RFNBO-iblanding i 2040. Det vil drive efterspørgslen og sætte klare rammer for investeringer.
b. Ambitiøs målsætning for forbruget af e-fuels i den indenlandske skibsfart.
c. At målet om grønne indenrigsfly skal bibeholdes og indfris med dansk produceret e-SAF. Produktionen accelereres via dobbeltsidede udbud.
2. Prioriteret adgang til elnettet for brintproduktion
Det danske elnet er i en kapacitetskrise, og er blevet en flaskehals for udbygningen af den grønne omstilling – herunder brint- og PtX-produktion. Dette er senest aktualiseret af Energinets midlertidige stop for nye nettilslutninger. Her og nu er det afgørende at sikre, at tilslutningsstoppet ikke får en negativ indvirkning på bookningprocessen for brintinfrastrukturen eller aktuelle udbudsprocesser.
Efter tilslutningsstoppet skal en forceret udbygning af elnettet suppleres med:
a. Prioriteret tilslutningsadgang til elektrolyseanlæg, der giver fleksibilitet og/eller øger udnyttelsesgraden af det eksisterende net
b. Flere og bedre tarifprodukter, der øger, og belønner fleksibilitet i nettet – både på DSO- og TSO-niveau
3. National brintinfrastruktur: Tag endelig investeringsbeslutning og planlæg næste etaper
Danmark har potentialet til at blive et europæisk knudepunkt for grøn brint – men det kræver en samlet, udbygget infrastruktur. Så snart der er taget investeringsbeslutning om etablering om den første fase af infrastrukturen, det såkaldte “7‑tal” fra Esbjerg mod Tyskland, skal der indgås aftale om finansiering og tidsplan for videreudbygning af de næste strækninger af hele det danske brintbackbone (Fredericia, Idomlund, lagerkapacitet i Lille Torup).
4. Et resilient dansk forsvar: Investér i national produktion af e‑SAF
Forsvarets brændstofforsyning er en potentiel strategisk sårbarhed. Ved at investere i dansk produktion af e‑SAF, til anvendelse som ”drop in”-brændstof i forsvaret, kan Danmark opbygge højere forsyningssikkerhed, øge uafhængigheden af import og samtidig understøtte opskaleringen af en industriel e‑SAF‑produktion. Dette styrker Danmarks beredskab og resiliens samt den grønne luftfartsindustri.
5. Styrk dansk produktion af grøn brintteknologi
Brint- og PtX-teknologi er centrale for den globale grønne omstilling. Danmark rummer i dag unik industriel ekspertise på det område som skal fastholdes. Derfor skal der prioriteres investeringer i kritisk grøn teknologiproduktion, herunder i særdeleshed elektrolyse, gennem målrettet støtte samt anvende køb‑europæisk‑klausuler i statslige grønne energiudbud. Det øger robustheden i værdikæden, øger resiliens og sikkerhed samt skaber langsigtede industrielle arbejdspladser.
Spørgsmål eller kommentarer?
Tejs Laustsen Jensen
Direktør
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43






