Power-to-X er nødvendigt for den grønne omstilling – hvordan gør vi teknologien effektiv?
Hør om bl.a. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets arbejde med en national strategi for Power-to-X, når DTU, DI Energi og ATV samler forskere, industri og politikere til en online konference om forskningens betydning for udviklingen af Power-to-X.
Power-to-X (PtX) udgør det næste store skridt i den grønne omstilling og har potentialet til at blive et nyt grønt eksporteventyr for Danmark. På både europæisk og nationalt plan er der bebudet store satsninger på teknologien, der kan omdanne grøn strøm til CO2-neutralt brændstof til fly, skibe, lastbiler og energiintensiv industri. Men hvis PtX skal levere grønne brændstoffer til konkurrencedygtige priser, skal teknologien modnes og op i industriel størrelse. Forskning- og innovationsindsatsen spiller en afgørende rolle for at gøre teknologien mere effektiv og rentabel.
Webinaret sætter fokus på PtX-teknologiens forsknings- og udviklingsbehov. Hvilken rolle skal teknologiudvikling spille i den kommende nationale strategi for Power-to-X? Hvordan får vi teknologien til at levere CO2-reduktioner i de mest energikrævende sektorer i et perspektiv mod 2030 og 2050? Og hvordan kan forskningsindsatsen understøtte den industrielle udvikling og opskalering af produktionen og på sigt eksport af ny teknologi?
Mød blandt andet:
- Anne-Marie Levy Rasmussen, direktør i Innovationsfonden
- Jens Kehlet Nørskov, professor DTU Fysik
- Søren Linderoth, institutdirektør, professor DTU Energi
- Ditte Juul Jørgensen, generaldirektør DG Energy (Europa-Kommissionen)
- Thomas Woldbye, adm. direktør Københavns Lufthavne
- Anders Hoffmann, afdelingschef Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
- Troels Ranis, branchedirektør DI Energi
For tilmelding og opdateret program: DTU’s hjemmeside.