EU skal holde fast i grønne satsninger

Europa skal fortsat holde den grønne fane højt – både af hensyn til klima, sikkerhed og økonomi. Og det bliver i høj grad de nyvalgte danske MEP’eres opgave at bidrage til, at EU ikke taber fokus på klimaet. Det er reaktionen fra Brintbranchen på resultatet af valget til Europa-Parlamentet, og direktør Tejs Laustsen Jensen kalder det som ”et potentielt historisk selvmål”, hvis valgresultatet betyder, at EU slækker ambitionerne for den grønne omstilling – herunder for grøn brint.

 

Brintbranchen ser frem til et tæt samarbejde om klima, energi- og industripolitikken med alle de danske Medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP) i de næste fem år. Og organisationen, der repræsenterer en af de industrier, der er udset til en nøglerolle i Europas grønne omstilling, opfordrer de gen- og nyvalgte til at kaste sig ind i kampen for EU’s grønne omstilling.

”Det synes tydeligt, at der med det samlede Europæiske valgresultat er pres på EU’s Green Deal og de resultater, der er blevet skabt over de sidste fem år. Men klima- og energipolitikken hænger uløseligt sammen med industri- og sikkerhedspolitik. Skal vi sikre et sikkert Europa, der hverken er afhængig af russisk gas eller kinesisk energiteknologi, kræver det, at der bliver holdt fast i den grønne omstilling, kombineret med en ambitiøs industripolitik, så vi sikrer at omstillingen sker med udgangspunkt i europæisk teknologi og arbejdspladser,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen.

Han ser, også som centralt placeret bestyrelsesmedlem i den europæiske brintorganisation, Hydrogen Europe, nu frem til samarbejdet med de nye danske MEP’ere og den kommende danske kommissær.

”Der er meget betydelige udfordringer foran EU: Kinas aggressive forsøg på at dominere de grønne teknologier i kombination med massiv statsstøtte i bl.a. USA, udfodrer EU – og danske virksomheder. I de kommende fem år får Danmark en nøglerolle i Bruxelles med at sikre, at klimaambitioner, udviklingen af en grøn industri, og en integreret europæisk sikkerhed fastholdes. Det gælder både for MEP’erne og den danske kommissær for de kommende fem år. I Brintbranchen ser vi frem til samarbejdet om, at både Danmark og EU opbygger en stærk grøn industri, der både sikrer nye jobs såvel som Europas forsyningssikkerhed,” siger Tejs Laustsen Jensen.