EU holder fokus på det grønne med AccelerateEU
EU-Kommissionen har præsenteret sit nye udspil AccelerateEU, som er en række initiativer, der tilsammen skal dæmme op for de skadelige virkninger af den aktuelle energikrise skabt af krigen i Mellemøsten, og skal bidrage med at mindske EU’s fossile afhængighed på længere sigt.
Brint får i det nye udspil en betydelig rolle i EU’s fokus på at gøre kontinentet fri af fossile bærndstoffer. Brint går fra et klimaværktøj til også at være øremærket som ’hjemmeproduceret gas’, der kan bidrage til EU’s energisikkerhed, resiliens og industriel konkurrenceevne.
I en kommentar udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen:
”Det er rigtig godt, at EU sideløbende med diverse her-og-nu tiltag for at afbøde den aktuelle forsyningskrise, helt grundlæggende holder fast i, at det eneste reelle svar på de aktuelle udfordringer er en accelereret grøn omstilling af hele energisystemet, og hvor brint og grønne brændstoffer jo spiller en central rolle.”
Nye regler?
I AccelerateEU melder EU-Kommissionen, at den udkommer med specifikke ændringer på en del af den nuværende regulering af grøn brint i slutningen af juni 2026. Det tager Brintbranchen til efterretning og understreger behovet for en hurtig afklaring.
“Omend det er uklart, hvad Kommissionen præcist vil forslå af ændringer, så er det godt, at Kommissionen understreger, at ændringerne ikke må skade de allerede eksisterende investeringer. Det er af helt afgørende betydning for markedets stabilitet og vækst. Dertil er det også vigtigt, at processen går stærkt, så der skabes mindst muligt usikkerhed i markedet, og ikke mindst at de overordnede grønne mål, f.eks. for brug af eSAF i luftfarten, fastholdes og håndhæves. Vi har brug for at booste produktionen af grønne brændstoffer over hele Europa, og vi ser i Brintbranchen frem til at indgå i en tæt dialog med Kommissionen i den kommende tid,” siger Tejs Laustsen Jensen.
Spørgsmål eller kommentarer?
Tejs Laustsen Jensen
Direktør
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43

