Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, er blevet valgt til Hydrogen Europes bestyrelse som repræsentant for de europæiske nationale brintorganisationer. Tejs Laustsen Jensen vil bruge mandatet til at intensivere samarbejdet mellem de nationale brintorganisationer for at styrke Hydrogen Europes position som stærk interesseorganisation i EU.
Det er Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, der vil tage plads i Hydrogen Europes bestyrelse på vegne af Brintbranchen de kommende to år. Hydrogen Europe er den europæiske brancheorganisation, der repræsenterer den europæiske brintindustri, og fremmer brint som én af forudsætningerne for et nul-emissionssamfund. Hydrogen Europe har de seneste år vokset sig til en stor og betydningsfuld spiller i EU, som samler hele den europæiske brintindustri, og hvor organisationen har været med til at præge mange af de positive udviklingerne på brintområdet.
Tejs Laustsen Jensen blev som første dansker nogensinde her til aften valgt ind i bestyrelsen som repræsentant for de nationale brintorganisationer med et stort flertal af stemmerne.
”Det er med stor glæde og ydmyghed, at jeg er tiltrådt Hydrogen Europes bestyrelse her til aften. Vi står midt i flere kriser, hvor klimaet, energi- og forsyningssikkerheden er truede. Vejen ud af disse kriser er grøn, og involverer alle brint og brintbaserede produkter. Det er derfor uhyre vigtigt, at vi intensiverer det europæiske samarbejde på brintområdet. Vi må ikke miste kontrol og ejerskab over både europæisk brintproduktion og aftag i transport- og industrisektoren, samt den bagvedliggende teknologiudvikling.
Som bestyrelsesmedlem for de nationale brintorganisationer vil jeg arbejde for at styrke de nationale organisationers dialog og samarbejde på tværs af EU. Brancheorganisationernes styrke er, at vi ligger inde med dybdegående kendskab til hver især vores nationale brintindustri og ved at kombinere denne viden til én fælles europæisk stemme, styrker vi Hydrogen Europe som helhed. Jeg glæder mig til at påbegynde arbejdet, og vil gerne takke alle, der har stemt på Brintbranchen, ” siger Tejs Laustsen Jensen umiddelbart efter valget.
Fakta
- Hydrogen Europes bestyrelse består af 13 medlemmer, som bliver valgt i kategorierne nationale organisationer og industri, hvoraf industrikategorien er opdelt i underkategorierne industri, energi, SMV, teknologiproducent og transport.
- Brintbranchen er valgt i kategorien nationale organisationer og har fået et toårigt mandat, som løber til og med juni 2025.
- En komplet oversigt over Hydrogen Europes bestyrelse findes på Hydrogen Europes hjemmeside.
Spørgsmål eller kommentarer?
Tejs Laustsen Jensen – direktør Brintbranchen
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43