Brintbranchen: Power-to-X er afgørende for EU’s forhøjede klimamål

Det er et vigtigt og positivt skridt, at EU-Kommissionen foreslår, at EU’s udledninger af drivhusgasser skal sænkes med 90 procent frem mod 2040, siger Brintbranchen, der understreger, at brint og Power-to-X er afgørende for at nå den målsætning.

“Det er godt, at EU-kommissionen sætter barren højt, og går efter et samlet reduktionsmål på 90%. For Europa må og skal gå forrest i klimaindsatsen og vise, at en bred decarbonisering helt grundlæggende er forudsætningen for et moderne samfund, hvor klima og industri ikke er hinandens modsætninger,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen som umiddelbar reaktion på EU-Kommissions klimamål.

Han roser samtidig Kommissionen for den vigtige erkendelse, at de grønne mål kun kan realiseres i sammenhæng med en ambitiøs grøn industriel strategi:

”Klima-, industri- og sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen, og skal ikke behandles hver for sig. Derfor er det også vigtigt, at EU-Kommissionen nu sætter retningen for en klima- og industripolitik, der kan sikre, at EU er førende inden for grønne teknologier, bl.a. på brint og PtX. Det er essentielt, at Europa har den industrielle råstyrke inden for EU’s grænser til at opfylde både egne mål og bidrage til den globale klimakamp,” siger Tejs Laustsen Jensen.

Spørgsmål eller kommentarer?

Tejs Laustsen Jensen – direktør Brintbranchen
tlj@brintbranchen.dk
tlf. 26 23 94 43