Samarbejdsaftale mellem Brintbranchen og Green Power Denmark

Medlemmerne i Brintbranchen skal i slutningen af august stemme om et forslag, der lægger op til, at Brintbranchen og Green Power Denmark samler interessevaretagelsen af brint og PtX i Danmark under navnet Hydrogen Denmark.

Samarbejdsaftalens formål er at samle kræfterne og ekspertisen inden for brint og Power-to-X i en fælles indsats for at fremme dansk udvikling indenfor produktion, distribution og anvendelser af brint og Power-to-X, udbygning af dansk og grænseoverskridende brintinfrastruktur samt styrke den danske industrielle værdikæde af leverandører og aftagere af brint og Power-to-X produceret i Danmark.

Uffe Borup, bestyrelsesformand i Brintbranchen siger om beslutningen:

”Sammen står vi stærkere. Én samlet organisation giver dansk brint og Power-to-X den gennemslagskraft, branchen har brug for nu.”


Kommende proces
Brintbranchens generalforsamling skal stemme om forslaget den 25. august 2026. Bliver forslaget stemt igennem, samles Brintbranchens og Green Power Denmarks brintsekretariater på Langebrogade under navnet Hydrogen Denmark.

En ny direktør vil stå i spidsen for branchefællesskabet, som vil fortsætte med egen bestyrelse.

“Vi står på tærsklen af et stort dansk og europæisk brinteventyr. Det er vigtigt, at processen om sammenlægningen bliver udført omhyggeligt men med et vist tempo, så vi kan fortsætte med at være et stærkt talerør på politisk og regulatorisk front for en samlet brintindustri, der kæmper for de danske brint og PtX-interesser. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med både myndigheder og andre aktører,” slutter Uffe Borup.

Spørgsmål eller kommentarer?

Uffe Borup
Bestyrelsesformand Brintbranchen
ub@everfuel.com

tlf. 51 51 85 87