Tejs Laustsen Jensen stopper som direktør i Brintbranchen

Brintbranchens bestyrelse har i dag indstillet til foreningens medlemmer, at Brintbranchen og Green Power Denmark samler interessevaretagelsen af brint og PtX i Danmark under navnet Hydrogen Denmark. I forbindelse med sammenlægningen fratræder direktør i Brintbranchen siden 2015, Tejs Laustsen Jensen.  

”Brintindustrien står overfor en historisk opskalering. Det stiller krav også til branchens organisering, og jeg er helt enig i potentialet i en konsolidering gennem samarbejde med en større organisation. Jeg er stolt over, hvor Brintbranchen er i dag og over at bringe en stærk og indflydelsesrig brintorganisation ind i den nye organisering.

Men samtidig har det fra starten af processen været klart for mig, at dette var et naturligt tidspunkt for mig at stoppe, så jeg efter 11 år i spidsen for Brintbranchen kan prøve noget nyt i mit arbejdsliv. Jeg er utroligt stolt over de resultater vi har opnået, og af at have været med til at rykke Brintbranchen fra absolut niche, til i dag at være at en organisation, der er en helt central del af det energipolitiske landskab. Og ikke mindst over at have bidraget aktivt til, at brint og PtX, som få havde hørt om i 2015, i dag er en afgørende del af Danmarks energi- og klimapolitik”, siger Tejs Laustsen Jensen, og fortsætter:

”Det har været et stort privilegium at opbygge en stærk brancheorganisation helt fra grunden, og jeg vil gerne takke medarbejdere og medlemmer for et rigtigt godt samarbejde gennem årerne. Jeg ønsker branchen og ikke mindst de mange inspirerende og utroligt dedikerede mennesker i den, held og lykke”, siger Tejs Laustsen Jensen.

Bestyrelsesformand for Brintbranchen, Uffe Borup udtaler i forbindelse med fratrædelsen:

”Jeg vil gerne på vegne af bestyrelsen, Brintbranchen og hele brintindustriens vegne takke Tejs for hans meget store indsats for branchen. Hans bidrag og dedikation har været helt essentiel for branchen og for opbygningen af den industri vi har i dag, og som i de kommende år vil blive en central leverandør af brint og grønne brændstoffer til Europa. Vi kommer til at savne Tejs rigtigt meget i branchen og ønsker ham alt mulig held og lykke fremover”.

Tejs Laustsen Jensen har sidste arbejdsdag i forbindelse med Brintbranchens ekstraordinære generalforsamling den 25. august 2026.

Spørgsmål eller kommentarer?

Uffe Borup
Bestyrelsesformand Brintbranchen
uf@everfuel.com

tlf. 51 51 85 87

Tejs Laustsen Jensen
Direktør
tlj@brintbranchen.dk

tlf. 26 23 94 43

Tejs Laustsen Jensen