Medlemmerne af det såkaldte EU Electrolyser Partnership, en sammenslutning af europæiske producenter af elektrolyseanlæg- og udstyr, opfordrer EU-Kommissionen i et brev til at arbejde for etablering af en stærk værdikæde for grøn brint. Teknologiproducenterne skriver, at en stærk værdikæde skal være tilpasset til og vil kunne modstå det øgede globale pres, som både kommer fra USA pga. den store klimapakke IRA (Inflation Reduction Act) og Kina som med storstilet statsstøtte bevæger sig ind på markedet for elektrolyseudstyr, og vil bidrage til, at EU forbliver en stærk og førende spiller på teknologiudvikling til den grønne omstilling.

I brevet skriver medlemmerne af partnerskabet, som bl.a. tæller Brintbranchens medlemmer Advent, Nel Hydrogen, Green Hydrogen Systems og Topsoe, at de ønsker, at der vil være tilstrækkeligt med midler til at sætte skub i det europæiske marked for producenter af elektrolyseudstyr. Det kan f.eks. ske ved at designe støttemodeller, der udelukkende støtter teknologiudvikling på tværs af værdikæden med mærkatet ‘Made in Europe’, eller ved at have fokus på etablering af grønne jobs og ved oprettelse af ‘centers of excellence’, hvor der forskes i innovative teknologier.

Alt dette skal understøtte en robust værdikæde for producenter af elektrolyseudstyr, som kan være konkurrencedygtig på globalt plan.