De nye planer om en norsk/tysk brintledning er gode nyheder, men det er problematisk, at vi i Danmark ikke er længere i udviklingen af infrastruktur til transport af grøn brint, for samarbejdsaftalen mellem Equinor og RWE viser, hvor store perspektiverne i brinteksport er, og hvor hurtig udviklingen går. Den europæiske industri har brug for enorme mængder grøn brint, som bl.a. Danmark kan være med til at levere. Derfor skal vi op i gear mht. opskalering af den grønne brintproduktion og etablering af infrastrukturen, udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i Energi Watch og understreger også, at det er problematisk, at den nye samarbejdsaftale også omhandler blå brint:

“Det er ret bekymrende, at aftalen indeholder elementer om blå brint. For det er en langsigtet investering, og blå brint er fossil brint med CCS. Det er en dårlig idé at satse på det, men det er klart, at når den tyske stat går ind og understøtter den slags, så trækker det helt generelt i den retning i stedet for at holde fokus på den grønne brint.
Det viser igen, at vi i Danmark skal være meget opmærksomme på, at det er den grønne brint, der vedbliver med at være i fokus. Det har vi en egeninteresse i, fordi det er der, vi er stærkest, men rent klimamæssigt bør det også være det fokus, som Europa har bredt set.”

Læs mere hos Energi Watch.