Den 4. april afholdt Brintbranchen sin årlige brint- og Power-to-X (PtX)-konference, der samlede aktører og interessenter fra hele brintværdikæden. Som konferencens titel “Fra Strategi til Storskala” antyder, var dagens fokus, hvordan Danmark fremadrettet skal arbejde for at finansiere og opskalere brintinfrastrukturen for at leve op til de ambitioner, der fremgår af Danmarks brint- og PtX-strategi, som udkom den 15. marts 2021.
Det var Klima-, Energi- og Forsyningsminister Dan Jørgensen (S), der indledte konferencen. Han berettede om indholdet af brintstrategien, der er byggestenen for den danske brintindustri. Dertil pointerede ministeren, at PtX er løsningen for decarboniseringen af den del af transportsektoren, der ikke kan elektrificeres.
Efterfølgende talte Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til konferencens publikum, hvor han understregede, at det netop er publikum – aktørerne i den danske brintindustri – der må lede politikerne på rette spor, når det kommer til udformningen af de rette rammevilkår og etableringen af nok vedvarende energi (VE), hvis den danske brintindustri skal have succes. Både ministeren og Venstres formand konstaterede, at udbygningen af brintindustrien så vidt muligt skal ske under markedsvilkår for at opnå de allerbedste resultater.
Industrien har fire ønsker
I industridebatten talte Therese Bording Hermann (Topsoe), Troels Ranis (DI Energi), Anders Nimgaard Schultz (Rambøll) og Jesper Themsen (Ballard Power Systems Europe) om de udfordringer, branchen står overfor, og som de ikke mente, strategien løste på tilfredsstillende vis – i hvert fald ikke lige nu og her.
Panelet kunne efter tre kvarters flydende samtale, ledt af dagens moderator Nynne Bjerre Christensen, konkludere, at der særligt er behov for handling på fire konkrete områder:
- Finansieringen skal udvides, så både teknologi og produktion bliver støttet
- Udbygningen af VE skal gå hurtigere, for mangel på VE vil bremse PtX-industrien
- Rammevilkårene skal hurtigt på plads for at mindske usikkerheden i et pionermarked
- Etablering af et hjemmemarked kan hjælpe med at accelerere skaleringen og skabe grønne jobs, samtidig med, at et nationalt aftag kan danne basis for et eksporteventyr
Efter debatten præsenterede, Peter Kristensen, Strategi- og Udviklingsdirektør hos Evida interessante pointer om gasinfrastrukturens rolle i den grønne omstilling. Blandt andet forventer Evida, at brintproduktionen i 2030 vil overstige gasforbruget i samme år.
Energipolitik er også sikkerhedspolitik
Efter pausen skiftede konferencen fokus, og en international blok blev skudt i gang med en spændende samtale mellem Mogens Lykketoft, formand for Energinet, og Lykke Friis, formand tænketanken EUROPA, som handlede om, hvordan det nu mere end nogensinde før står klar, at energi- og sikkerhedspolitik er tæt beslægtet, at vi skal væk fra fossil og importeret gas, og at vi ikke må erstatte den ene afhængighed med en anden afhængighed, f.eks. ved at begynde at importere naturgas i andre slyngelstater. Brint kan være en del af løsningen for at blive uafhængig af importeret, fossil gas.
Denne konklusion kunne man også høre fra Hans van Steen, som på vegne af EU-Kommissionen kunne afsløre, at brint vil blive ved med at blive en integreret del af EU’s klima- og sikkerhedspolitik de kommende mange år. Også Grzegorz Pawalec, Hydrogen Europe, og Steen Hommel, Udenrigsministeriet, gav interessante indblik i brintens status i Europa, som er gået fra et nicheområde til en stor fokuspoint.
Jakob Ellemann-Jensen
Jesper Themsen, Anders Nimgaard Schultz, Troels Ranis, Therese Bording Hermann
Nynne Bjerre Christensen, Mogens Lykketoft, Lykke Friis
Peter Kristensen
Grzegorz Pawalec
Steen Hommel
Hans van Steen