Rapport: Brugeroplevelser hos brintbilister

16. juni 2018

Brintbranchen har netop offentliggjort en rapport, der omhandler brugeroplevelser for brintbilsbilister.

Vi har talt med forskellige mennesker, der alle bruger brintbiler i deres dagligdag. Det er både mennesker, der bruger bilerne i forbindelse med deres arbejde, og ganske almindelige familier, der bruger bilerne privat. Brintbiler vinder indpas på markederne, men det er stadig en ukendt teknologi for mange, og derfor er det vigtigt at høre fra de mennesker, der kører bilerne, hvad deres oplevelser og erfaringer er med at køre på brint.

Fælles for de adspurgte brugere er, at de alle er glade for at køre brintbilerne. De nævner især den lange rækkevidde, den næsten lydløse motor, den hurtige optankning – og ikke mindst glæden ved at køre uden at udlede CO2. Det vigtigste ved deres oplevelser er næsten, at de under kørslen ikke tænker særligt over, at de kører på brint – forstået således, at selve kørselsoplevelsen ikke er forskellig fra at køre i konventionelle biler. Det er en uhyre vigtig pointe, og det er af stor betydning for den fremtidige brug af brint i transport, at køreoplevelsen ikke er radikalt anderledes fra, hvad man som bilist er vant til. Ligeledes nævnes det som et positivt aspekt ved brintbilerne, at man ikke behøver ændre sine vaner og køremønstre. Når der i fremtiden sker en udbygning af tankstationsnetværket i Danmark, vil det være endnu lettere at skifte til disse biler – det er den sidste ting, der i forhold til kørslen, adskiller sig fra benzin- og dieselbiler. Hvad angår tilgængelighed, er brintbiler stadig bagud i forhold til de konventionelle biler. Dette skyldes prisen. Brintbiler er stadig generelt betragteligt dyrere end benzin- og dieselbiler. Det kræver et fokus på kommercialiseringspotentialet for brintteknologier, og en massiv investering fra virksomhedernes side, for at få produktionen op i industriskala, så prisen kan nå et niveau, der er mere realistisk for de fleste private og erhvervskunder. Toyota har netop offentliggjort, at de har tårnhøje ambitioner på dette område, og deres målsætning er at tidoble deres antal af brintbiler fra 3000 på nuværende tidspunkt til 30.000 i begyndelsen af 2020’erne. Der er således lagt an til en kæmpe indsats, der givet vis vil kunne få konkurrencen til at stige internationalt.

Danmark er godt med, hvad angår udbredelsen af brintbiler, kendskabet til dem generelt og infrastrukturmæssigt. For at træffe det valg at skifte fra f.eks. en benzinbil til en brintbil, kræver det i sagens natur, at der findes et velfungerende netværk fra tankstationer, så hverdagen ikke bliver besværliggjort af tankningsproblemer. Det er af afgørende betydning for omstilling fra benzin og diesel til brint, at brugerne ikke mister den frihed, de har med de konventionelle biler – overgangen skal gøres så gnidningsløs som muligt. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi i Danmark har verdens første landsdækkende netværk af brinttankstationer. På nuværende tidspunkt er der ti brinttankstationer i Danmark – spredt geografisk strategisk, så det meste af Danmark vil kunne køre brintbiler. Der er naturligvis lang vej endnu, ikke mindst set i forhold til de ca. 2000 benzin- og dieseltankstationer, der findes i landet. Men med en rækkevidde på ca. 500 km på én tank, kan det sagtens lade sig gøre at være brintbilsbilist i Danmark. Som det fremgår af rapporten, er de deltagende brugere enige om, at når man har vænnet sig til at planlægge sine ture med placeringen af tankstationerne in mente, så er det til sidst, ikke noget man tænker over. Det skyldes ikke mindst, at det kun tager et par minutter at tanke en brintbil – og på den måde giver den samme frihed som en konventionel bil. Det er én af de ting, som brugerne nævner, som værende en meget stor fordel – og en af de ting, der gør, at det har kunnet lade sig gøre at skifte til brint.

Det er ikke kun herhjemme, der bliver arbejdet hårdt med at få lagt fundamentet for et transportmarked, som i højere består af bæredygtig brint. Hydrogen Mobility Europe (H2ME) er et storstilet europæisk projekt, der har til formål at skabe grobund for at få flere brintbiler på vejene, og at udvide brintinfrastrukturen i hele Europa. Projektet er delt op i to faser, og Brintbranchen er med i fase to (H2ME2) som kommunikationspartner i Danmark. Projektet strækker sig fra 2015 til 2021, og vil demonstrere, dels hvordan brint er et bæredygtigt alternativ til fossile brændstoffer, og dels hvordan den teknologiske udvikling påvirker markedsmodningen, og understøtter den erhvervsmæssige levedygtighed. Det er vigtigt at sætte målrettet ind på alle områder for at udlede potentialet for en bæredygtig transport: Teknologien skal udforskes, der skal ske en kommercialisering af teknologierne – så virksomheder i højere grad vælger at udvikle og investere i dem, og forbrugerne skal være kunne være med – det kræver biler til konkurrencedygtige priser, og en infrastruktur der fungerer.

Indtil videre er der indregistreret 83 brintbiler i Danmark. Det er et flot antal, men det er forhåbentligt kun begyndelsen. Nogle af investorerne i brintbiler er Aarhus, Aalborg og Københavns Kommune, der alle ønsker at yde deres bidrag til den grønne omstilling, og gå forrest i kampen for bæredygtig transport uden CO2-udledning.

Der er et kæmpe potentiale i brugen af brint til transport. Den teknologiske udvikling er i konstant fremdrift, og det samme er tilfældet med kommercialiseringen. Det er vigtigt at holde dette momentum kørende. Med fremgang på alle afgørende parametre på samme tid, er ambitionerne om et bæredygtigt transportsystem, uafhængigt af fossile brændstoffer, mere realistiske en nogensinde.

Læs User Experience rapporten nedenfor som E-rapport eller ved linket her.

Find User Experience rapporten som pdf her.

Find pressemeddelelsen på dansk her og engelsk her.