Road trip i en Toyota Mirai

16. juni 2018

I maj organiserede Toyota en tur gennem Tyskland og Danmark i deres brintbil, Mirai. I løbet af turen var mere end 50 europæiske journalister med ude og køre for at opleve virksomheder og produkter, der står forrest i en overgang fra fossile brændsler til en elektrisk fremtid drevet af brint. Som et af deres stop i Danmark arrangerede Brintbranchen nogle dage i København for at gøre journalisterne klogere på det danske engagement i brintbiler.

Som bekendt har Danmark verdens første landsdækkende netværk af brinttankstationer, og dermed en interesse i at gøre brintbiler til en stor del af transporten, efterhånden som vi forsøger at bevæge os væk fra primært at have benzin- og dieselbiler på gaderne. For at give en god forståelse af Danmarks planer, havde Brintbranchen bl.a. organiseret besøg på Christiansborg for at tale med forskellige folketingsmedlemmer og andre stakeholders.

Energinet, som ejer el- og gasnettet, gav en officiel gennemgang af Danmarks planer og ambitioner, når det kommer til brint. Her faldt snakken bl.a. på den danske regerings beslutning om ikke at lægge afgifter på brintbiler indtil 2021. I politiske præsentationer fra både Socialdemokratiet og Venstre blev der desuden snakket om at bruge brint til lagring af el, og fordelene ved at bruge de eksisterende netværk og infrastruktur. Derudover fortalte Brintbranchen om udviklingen i Danmark – bl.a. gennem H2ME2-projektet.

Jakob Krogsgaard fra NEL Hydrogen kunne fortælle om sine erfaringer med sin private Mirai, som han og familien har kørt over 100.000 km i siden 2015. Det er bl.a. blevet til en sommerferie , hvor familien brugte brintbilen til at køre fra Danmark til Italien.

Brintbranchen satte stor pris på det stærke engagement fra de deltagende journalister og oplægsholdere og er glade for at have bidraget til at sprede de danske erfaringer med brint til transport til resten af Europa.