Partnerskabet bag Power-to-X-projektet ’Green Fuels for Denmark’, med Brintbranchens medlem Ørsted i spidsen, har som følge af de øgede danske ambitioner inden for Power-to-X besluttet sig for at fremrykke dele af projektet med henblik på at producere grønne brændstoffer til den tunge transport allerede i 2025. Det er to år tidligere end hidtil planlagt. Det skriver Ørsted i dag i en pressemeddelelse.

Mere specifikt drejer det sig om, at projektpartnerne vil levere de første 100 MW elektrolysekapacitet af de planlagte 250 MW i projektets anden fase i 2025 i stedet for i 2027. ’Green Fuels for Denmark’ kan dermed potentielt levere grønne brændstoffer svarende til Danmarks samlede indenrigsforbrug af jetbrændstof i 2027, når den fulde anden fase på 250 MW er udbygget, og dermed indfri regeringens ambition om 100 % grøn indenrigsluftfart i 2030, tre år forud for planen.

De 100 MW elektrolysekapacitet vil kunne producere over 50.000 tons metanol i 2025. En stor del deraf er allerede afsat til skibsfarten, men i lyset af regeringens ambitioner i forbindelse med grøn luftfart, vil konsortiet bag projektet nu undersøge, om produktionen af grønne brændsler dedikeret til luftfarten også kan rykkes frem til 2025.

Om projektet

Bag projektet ‘Green Fuels for Denmark’ står et konsortium bestående af Ørsted, SAS, Copenhagen Airports, A.P. Moller – Maersk, DFDS and DSV. Brintbranchens medlemmer Nel Hydrogen, Haldor Topsøe og Everfuel er partnere i projektets første fase, og er aktive i udviklingsfasen af fase 2. Brintbranchens medlem COWI er videnspartner. Endvidere er projektet støttet af Molslinjen, Københavns Kommune og Region Hovedstaden.

Projektet står også til at modtage IPCEI-støtte, som er en fælleseuropæisk satsning på brint.

Læs mere: Ørsteds pressemeddelelse