Pressemeddelelse: Vigtigt rygstød til grøn transport

27. september 2018

Brintbranchen i Danmark er begejstrede over, at EU i dag har udvalgt projektet H2BusEurope til at modtage ca. 40 millioner euro i tilskud. Det forventes at tilskuddet vil bringe godt 200 brintbusser til Danmark og dermed kan potentielt 10% af Danmarks bybusser køre på brint om få år. ”Det er et kæmpe skridt fremad – både for branchen og for omlægningen af den grønne transport – og det kan potentielt være med til at bringe Danmark i den globale superliga når det gælder fossilfri transport og udnyttelse af vindenergi”, siger Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen i en kommentar.

Det er EU-programmet Connecting Europe Facility program (CEF), der har udvalgt projektet med dansk deltagelse til støtte, og det er bl.a. virksomheden NEL Hydrogen fra Herning, der står bag projektet. Projektets formål er at få 600 brintbusser på gaden i udvalgte dele af Europa, herfra altså de ca. 200 i Danmark.

Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, glæder sig over nyheden, som han betegner som et gennembrud for den grønne transport.

”Transportsektoren har været den grønne omstillings evige smertensbarn, men med potentielt 200 busser på danske veje, et dette et meget vigtigt skridt i den rigtige retning. Vi ved samtidig at busser typisk kører i bymiljøer, hvor der også kan være udfordringer med luftkvaliteten, og også her vil der ske en betydelig forbedring med et stort antal brintbusser på vejene, da brintbusser ikke udleder andet end vand”, siger Tejs Laustsen Jensen.

Brintdirektøren påpeger desuden, at de mange busser kan have andre positive følgevirkninger for den grønne omstilling.

”Brintbusser skal i sagens natur bruge brint, og ved at producere den på baggrund af vindmøllestrøm kan man bidrage til at balancere elsystemet og samtidig bringe grøn strøm ind i transportsektoren. Det er et af de områder som bør adresseres i regeringens klimaplan, for selvom det projekt som NEL m.fl. har fået EU opbakningen til i dag er stort, så er det i sagens natur langt fra nok. Der er brug for en samlet plan for at omstille alle dele af transporten og ikke mindst se den i sammenhæng med udbygningen med vindmøller m.m. Det bør være centralt i klimaplanen”, siger Tejs Laustsen Jensen, der afslutningsvis glæder sig over at der i tillæg til den grønne transport, også er danske arbejdspladser i projektet.

“Danmark er i verdenseliten, hvad angår grøn energi og brint- og brændselscelleteknologi, og meget af den infrastruktur der skal bruges, vil være ”Made in Denmark”. Men potentialet er langt større, og også her gælder, at der er brug for et stærkt hjemmemarked, så det kræver også en dansk satsning på området”, slutter Tejs Laustsen Jensen.

For spørgsmål eller kommentarer kan Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, kontaktes på telefon: 26 23 94 43 eller e-mail: tlj@brintbranchen.dk