Pressemeddelelse: A/S Dansk Shell melder sig ind i Brintbranchen

25. februar 2020

I Brintbranchen er vi glade for at kunne byde velkommen til A7S Dansk Shell som nyeste medlem i kredsen.

A/S Dansk Shell melder sig ind i Brintbranchen

Brintbranchen har fået endnu et medlem, nemlig A/S Dansk Shell. Medlemskabet kommer i
forlængelse af A/S Dansk Shell’s strategiske samarbejde med Everfuel, som planlægger at bygge
en brintfabrik (P2X-anlæg) ved siden af Shell raffinaderiet i Fredericia.

Ambitionen er at opføre et P2X-anlæg til omkring 150 mio. kr., der forventningsvist allerede i 2022-2023 vil bidrage med en kapacitet på op 20 MV. Potentielt kan anlægget udvides til op til en gigawatt svarende til en af de største danske havvindmølleparker. Shell-raffinaderiet bruger meget brint i sin produktion, og vil derfor kunne aftage hovedparten af brintprodukionen.

Brintbranchen oplever et kraftigt fokus på mulighederne for effektiv energiudnyttelse af energi fra vind og sol via P2X.

I forbindelse med A/S Dansk Shell indmeldelse udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen:
”Vi er naturligvis meget glade for at kunne byde A/S Dansk Shell velkommen i vores medlemskreds. Det styrker den samlede brintbranche, at så tung en aktør satser på vedvarende brint og dermed at gøre drivmidlerne grønnere. Raffinaderiet i Fredericia er en central del af den danske energiinfrastruktur og et vigtigt element, hvis vi i storskala skal bringe vindmølleenergi ud over hele energisystemet. Jeg ser meget frem til samarbejdet og er sikker på, at Raffinaderiets engagement på området vil være en styrke for både branchen og for endnu bedre udnyttelse af den grønne energi”.

P2X-projektet i Fredericia viser vejen frem mod en omstilling af den danske energiforsyningskæde baseret på vedvarende energi. Ved P2X skabes øget værdi for grøn el ved at konvertere den til brint via elektrolyse. Dermed kan energien fra grøn el lagres og overføres til andre sektorer, f.eks. transport eller industri. Det er desuden et vigtigt redskab for at sikre bedst mulig udnyttelse af elnettet, de dage hvor der produceres f.eks. mere vindmøllestrøm, end der er behov for til det traditionelle elforbrug. Brinten kan så bruges i sin rene form i bl.a. transportsektoren, eller videreforædles til andre højværdi produkter.

Brintbranchen er brancheorganisation for den danske P2X-industri og samler de mest
centrale aktører indenfor brint, elektrofuels, brændselsceller og grøn gas.

For spørgsmål eller kommentarer kan Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, kontaktes på +45 2623 9443