Brintbranchens medlem Ørsted har investeret i et stort e-methanolprojekt ved at erhverve en andel på 45% af Liquid Winds FlagshipONE-projekt i Örnsköldsvik, Sverige. Projektet forventes at få en elektrolysekapacitet på 70 MW og at producere 50.000 tons e-methanol årligt og er dermed til at drive dekarboniseringen af søtransport.  

Ørsteds medvirken i FlagshipONE-projektet understreger virksomhedens ambitioner om at positionere sig i førerrollen inden for grønne brændstoffer. Ørsted og Liquid Wind AB forventer at starte projektet i 2024, såfremt den endelige investeringsbeslutning falder på plads, hvilket forventes at ske allerede i 2022.  

Anders Nordstrøm, chef for Ørsteds brint- og Power-to-X-aktiviteter, siger: 
“Ved at gå sammen med Liquid Wind om FlagshipONE bliver vi en del af et af de mest lovende projekter i forhold til at levere e-methanol i stor skala og sætte skub i den grønne omstilling af skibsfarten samt andre anvendelser af e-methanol. Med de rette rammevilkår og støtte kan FlagshipONE blive et af verdens første e-methanolanlæg i stor skala samt en vigtig tilføjelse til Ørsteds voksende og mangfoldige portefølje af brint- og Power-to-X-projekter.” 

Læs mere om Ørsteds indtræden i FlagshipONE-projektet her.