Det schweiziske energiselskab H2 Energy Europe vil opføre Europas største Power-to-X-anlæg i Esbjerg. Anlægget, som forventes at blive 1GW, skal stå klar i 2024 og vil omdanne vind til grøn brint, som skal anvendes direkte i den tunge landtransport. Det schweiziske energiselskab regner med at skabe 200 til 300 arbejdspladser i Esbjerg. Det skriver det H2 Energy Europe og Esbjerg Kommune i en meddelelse i dag.

H2 Energy Europe kører allerede med 50 brintlastbiler fra Hyundai i Schweiz, og er i gang med at udvide flåden til i alt 1.600 brintlastbiler. Anlægget i Esbjerg skal være del af et netværk af brinttankstationer, som H2 Energy opfører i samarbejde med deres partnere Linde, Hyundai og Alpiq.

I en pressemeddelelse, udsendt af Esbjerg kommune, udtaler CEO for H2 Energy, Clifford zur Nieden: ”Vi vil producere morgendagens brændstof. Det er vores mål at skabe en omkostningseffektiv produktion og distribution af grønt, klimavenligt brint, som udelukkende produceres med vedvarende energi og er CO2-fri. Vi ser grønt brint som nøglen til en meningsfuld og effektiv omstilling fra fossile brændstoffer til emissionsfri brændselscelleelektromobilitet.”

Esbjerg som hub for brintproduktion

I samme pressemeddelelse siger han endvidere om, hvorfor valget faldt på Esbjerg:

”I Esbjerg er der de optimale forudsætninger i forhold til Power-to-X og brintproduktion. Først og fremmest er der en geografisk fordel på grund af placeringen i forhold til Nordsøens havvind, ligesom området også er godt placeret i forhold til eksportmuligheder til store industriområder i Tyskland og Nordeuropa, hvor en stor del af produktionen forventes at skulle være baseret på brint i fremtiden. Opførelsen af et brintanlæg i den størrelsesorden passer perfekt sammen med Danmarks PtX-strategi og vi ser frem til at være en del af den strategi ved at skabe et grønt økosystem i Danmark. Der er forskellige forhindringer, der skal overvindes for at sikre omstillingen til brintlastbiler, deriblandt en fremskyndet konstruktion af bintrørledning, men i tæt samarbejde med den danske regering tror vi på, at det er muligt at gennemføre.”

Begejstring hos klimaminister

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen hilser H2 Energy Europe velkommen til Danmark.

”Udmeldingen fra H2 Energy Europe er med til at skrive det nye kapitel i historien om Esbjerg som erhvervscentrum. Fra fiskeri og olieindvending er Esbjerg hastigt på vej mod en fremtid, der er med til at sætte streg under Danmark som en grøn stormagt. Nye grønne brændstoffer og brint er afgørende for fremtidens grønne samfund – ikke kun i Danmark, men også Europa og verden over. Teknologien indeholder store muligheder for både klimaet og erhvervslivet, og her er Esbjerg med til at bringe Danmark i front”, siger Dan Jørgensen.

Læs mere: Pressemeddelelse “Nyt stort Power-to-X-anlæg på vej i Esbjerg”