EUDP (Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram) har netop givet 24 projekter tilsagn om tilskud på i alt 213 mio. kr. til udvikling og demonstration af nye, grønne energiteknologier. Et af de projekter er FrontFuel, der vil demonstrere en ny, effektiv værdikæde til produktion af bæredygtigt flybrændstof baseret på CO2 og vedvarende energi.
Projektet ledes af Topsoe, der er en global leder inden for klimateknologi med over 80 års erfaring i at udvikle og levere katalysatorer, teknologi og service til energi- og kemisektoren. Topsoe har en vision om at være anerkendt som den globale leder inden for klimavenlig brint og e-brændstoffer, og har derfor investeret massivt i forskning og udvikling på området.
I FrontFuel-projektet vil Topsoe samarbejde med Aarhus Universitet og virksomheden Sasol for at udvikle og teste en ny teknologi, der kan omdanne CO2 fra industrielle kilder til syntesegas ved hjælp af elektrolyse drevet af vedvarende energi. Syntesegasen kan derefter omdannes til flydende brændstof.
”Vi vil i projektet etablere den integrerede proceskonstellation, der bliver det første af sin slags. Her er det planen, at vi vil kombinere vores elektrolyseteknologi til fremstilling af brint med vores elektrificerede reaktor, der konverterer brint og CO2 til en syntesegas. Syntesegassen omdannes herefter til syntetisk råolie – og endeligt til flybrændstof. På den måde forventer vi, at FrontFuel-projektet effektivt vil kunne udnytte el fra vedvarende energikilder til konvertering af CO2 og vand til SAF,” fortæller Peter Mølgaard Mortensen, Topsoe.
Udover FrontFuel-projektet har EUDP også givet støtte til 23 andre projekter, der spænder bredt og vil blandt andet bidrage til grønnere flyrejser, mere energieffektiv madlavning og større og billigere vindmøller.
”Jeg er det, man kalder teknologipositiv – og derfor er jeg glad for, at der nu er nye midler på vej fra EUDP til 24 spændende energiteknologiprojekter. Fælles for projekterne er, at de både er med til at fremme teknologiudviklingen inden for den grønne omstilling og med til at skabe nye muligheder for danske virksomheder,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
EUDP støtter hvert år virksomheder og universiteters arbejde med udvikling og demonstration af nye, grønne energiteknologier. Siden EUDP’s etablering i 2007 har EUDP givet tilskud til mere end 1000 innovative projekter med over 6,2 mia. kr., som alle understøtter Danmarks klimamål. Af de 213 mio. kr. der blev uddelt går ca. 84 mio. kr. til PtX-relaterede projekter.