Pressemeddelelse: Miljøminister prøvekører brintbil

5. november 2019

Pressemeddelelse: Miljøministeren prøvekører brintbil

Miljøminister Lea Wermelin på emissionsfri køretur i brintbil på de københavnske gader

Miljøminister, Lea Wermelin (S), var d. 29. oktober ude på en grøn køretur i København i en Hyundai Nexo-brintbil. Bilen var ganske velvalgt til ministeren, da den er opkaldt efter byen Nexø på Lea Wermelins fødeø, Bornholm. Brintbiler er et vigtigt element i omstillingen af transportsektoren, da de kun udleder en lille smule vanddamp under kørslen, er støjsvage, har lang rækkevidde, og kan tankes på samme måde og samme tid som en benzin- eller dieselbil. De sikrer således den samme fleksibilitet og mobilitet, man er vant til fra traditionelle, fossile biler, men uden udledning af hverken CO2 eller skadelige partikler. Brinten kan produceres af f.eks. overskydende vindmøllestrøm fra meget blæsende dage og vand via elektrolyse, og er således helt grøn. For at nå i mål med den politisk fastsatte ambition om en CO2-reduktion på 70% i 2030, og for at få taget livtag med niveauet af luft- og støjforurening i byerne, er det afgørende, at transportsektoren omstilles til bæredygtige nulemissionsteknologier herunder brint- og brændselscelleløsninger.

Med på ministerens køretur var Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, og MF Lars Aslan (S), og de diskuterede vigtigheden af en større implementering af nulemissionsløsninger i transporten, og EU-samarbejdet i forhold til udrulningen af brint-flåder samt den nødvendige tankningsinfrastruktur.

De bæredygtige brintbiler er ikke noget sjældent syn i den københavnske trafik. Københavns kommune har investeret i flere brintbiler gennem deres engagement i det europæiske projekt H2ME-2, og tidligere på året blev otte brint-taxaer sat på gaden – ligeledes gennem H2ME-initiativerne.

“Omstillingen af transportsektoren er imperativ i forhold til at nedbringe luftforurening og fossil afhængighed, og det at fremme brinttransport er et af mange grønne initiativer i Danmark”, udtaler Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, og fortsætter: ”Den danske regering har sat sig en af verdens mest ambitiøse klimamålsætninger og der er ingen tvivl om, at en større implementering af brint- og brændselscellebiler vil spille en afgørende rolle både i forhold til at nå klimamålene og i forhold til at bekæmpe niveauet af luftforurening i byerne. H2ME-initiativerne er afgørende for at fremme den fortsatte implementering af brint- og brændselscelleteknologier i Danmark.”

Bart Biebuyck, Executive Director i FCH JU, er meget imponeret af implementeringen af brint- og brændselscelleteknologier i den danske transport: ”København, og Danmark generelt, har tidligt valgt at adoptere brintmobilitet, og det er med god grund. Brintbiler er meget effektive i forhold til at forbedre luftkvalitet og nedbringe støjforurening i byerne, og de kan samtidig operere effektivt og kommercielt, når de implementeres i flåde, som det f.eks. er tilfældet med de københavnske taxaer. København er i sandhed et eksempel til efterfølgelse både andre steder i Danmark og i Europa.”

Kontakt Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, for yderligere information, 26 23 94 43.

 


Disse aktiviteter er finansieret gennem ”Fuel Cell and Hydrogen 2 Joint Undertaking” under støtte nr. 700350. Dette partnerskab modtager støtte fra den Europæiske Unions Horizon 2020 program, som støtter forskning og udvikling i samarbejde med European Research Grouping on Fuel Cells and Hydrogen, Hydrogen Europe Research og Hydrogen Europe.