Danske brinttankstationer gør Island grønnere

27. juni 2018

Island har fået to nye brinttankstationer. Tankstationerne er blevet bygget og leveret af Nel Hydrogen i samarbejde med deres lokale partner på Island, Skeljungur. En tredje tankstation forventes klar til brug i starten af 2019.

Tilbage i 2017 annoncerede Nel Hydrogen, at virksomheden, sammen med det Islandske Skeljungur i det nyoprettede joint venture Icelandic Hydrogen, ville stå for produktionen og levering af tre brinttankstationer på Island. Skeljungurs mærke Orkan står for den daglige drift af tankstationerne. Målet med Icelandic Hydrogen og de nyåbnede brinttankstationer er at skabe et netværk af brinttankstationer på øen, og at bidrage til grøn produktion af brint. To af de tre tankstationer er nu klar til at gøre netop dette.

Direktør for Nel Hydrogen, Jacob Krogsgaard, er stolt af at være leverandør af brinttankstationerne: ’Hvis der er ét sted på jorden, hvor grøn energi er en reel mulighed, så er det på Island. Nel Hydrogen har nu efterhånden stor erfaring med at bygge brinttankstationer, og det er rigtig vigtigt at tænke i netværk. Hvis infrastrukturen ikke er tilstrækkelig, er det svært at få flere til at køre på brint. Derfor er det godt, at vi leverer flere tankstationer på én gang.’

Fra Herning til Island

Tankstationerne er blevet produceret i Nels egen fabrik i Herning. Krogsgaard: ’Vi har fået støtte af det europæiske program H2ME 2 til at producere tankstationerne.’ H2ME 2 programmet har til formål at udbygge den europæiske brintinfrastruktur.

Tankstationerne, som ligger lidt udenfor Reykjavík (Vesturlandsvegur) og ved lufthavnen i Reykjanesbær, får de næste par måneder deres brint leveret. Derefter vil brinten blive produceret lokalt af ON Power ved deres geotermiske kraftværk Hellisheiði, omkring 25 kilometer udenfor Reykjavik.

 

Mange megawatt grøn energi

Krogsgaard: ’Det handler om at lave brinten så billig og grøn som muligt, og på Island kan man komme helt tæt på de grønne kilder.’

Tankstationerne gør nu brug af 700 kw elektrolyse, men er forberedt på at kunne skalere til ‘mange megawatt’, som Krogsgaard formulerer det. Nok til at kunne klare en større flåde af brintkøretøjer.

I øjeblikket kører der omkring 15 brintbiler på vulkanøen, de fleste ejet af virksomheder.

Krogsgaard: ’I fremtiden kommer der til at være en blanding af brugere, så der vil både være noget offentligt transport, privat kørsel og endnu flere virksomhedsbiler. Der er allerede en række initiativer i gang, som skal gøre det mere attraktivt at køre på brint.’

Jacob Krogsgaard mener, at netop Island er dét land, som kan få grøn energi til at ske: ’Island har et hav af grønne energikilder, det handler bare om at gøre brug af dem. Det vil ovenikøbet styrke Islands økonomi gevaldigt, da øen nu er afhængig af at importere energi.’

’Island har et hav af grønne energikilder, det handler bare om at gøre brug af dem. Det vil ovenikøbet styrke Islands økonomi gevaldigt, da øen nu er afhængig af at importere energi.’

 

Golden Circle

Og at det kan svare sig at køre Island tyndt på brint, beviste Jacob Krogsgaard efter åbningen af tankstationerne. I en Toyota Mirai kørte han, sammen med sin familie, Islands berømte rute Golden Circle:

’Jeg ville være den første, som kørte denne rute i en brintbil. Vi tankede op, da vi tog af sted, og de næste 48 timer kørte vi en udvidet version af Golden Circle på 422 kilometer, uden at skulle tanke ekstra brint.’

Krogsgaard er begejstret for den islandske natur:

’Jeg kan anbefale alle at køre denne tur. Ikke kun fordi man oplever noget helt exceptionelt naturpragt, men også fordi man kommer helt tæt på de geotermiske kilder, som producerer den brint, vi kører på. Det gør jo også, at man kan køre de mange kilometer med god samvittighed, fordi man ikke udleder andet end rent vand. Bedre bliver det ikke.’

 

 

Find pressemeddelelse på engelsk fra det islandske projektkonsortium om åbningen her.