Frem for at arbejde med en samlet PtX- og CCUS-strategi, som klimaminister, Dan Jørgensen, har søsat, bør strategien i stedet deles op i to. Sådan lyder budskabet fra Brintbranchens direktør, Tejs Laustsen Jensen, i en klumme i Energy Supply, hvor han understreger, at en dedikeret brint- og PtX-strategi er imperativ for at indfri både de store klima- og erhvervsmæssige potentialer, som brint og PtX repræsenterer:
“Den hastige, globale udvikling på brint- og Power-to-X-området (PtX), hvor især Europa er drivkraft, skaber enorme muligheder for Danmark. Det handler ikke alene om reduktionspotentialerne for klimaindsatsen, men i høj grad også for en grøn genstart af dansk økonomi- og eksport. Men det haster. For lige nu rykker landene omkring os med tårnhøje ambitioner og dedikerede brintstrategier – i Danmark er vi nødt til at gøre det samme. Regeringen, og et bredt flertal i Folketinget, har igangsat arbejdet med en samlet PtX- og CCU- og CCS-strategi, men hvis vi skal lykkes med at indfri de store brint- og PtX-potentialer, bør vi undgå at komplicerer processen unødigt og derfor kraftigt overveje at splitte arbejdet op. Det vil kunne spare dyrebar tid på PtX-delen, og samtidig sikre fokus og illustrere potentialer for både PtX og CCUS,” skriver Tejs Laustsen Jensen, og opfordrer til ikke at komplicere en strategi unødigt, men i stedet holde fokus på hurtig opskalering og implementering af eksisterende teknologier:
“Men hvor resten af Europa rykker fremad, så har vi haft en velment, men ikke altid konstruktiv, tendens til at komplicerer tingene lidt rigeligt. Og det kommer bl.a. til udtryk ved at teknologierne til lagring af CO2 i undergrunden og produktion af brint skal behandles i samme strategi. Danmark har brug for klare strategier for alle disse områder, men selvom der er overlap, så gavner det ingen af dem, de klumpes sammen i en strategisk ramme, der skal rumme så meget, at den bliver 12-kantet frem for firkantet. Det giver ikke bedre fagligt output og i tillæg risikerer trække processen alt for langt ud. Og det sidste vi har er god tid – især når det handler om brint og PtX. Vi har brug for separate, specifikke indsatser på begge områder, og derfor er det nødvendigt at dele arbejdet med strategien i dens nuværende form op, så de så at sige ikke kommer til at skygge for hinanden, og at vi også i en international sammenhæng får skabt ren fokus på det meget stærke danske potentiale fra havvind til brint.”
Vigtigheden af opskalering og implementering af brint- og PtX-løsninger handler ikke alene om klimaet. Det handler i høj grad også om nye, danske arbejdspladser, eksport og fremtidig vækst. Et aspekt af den grønne omstilling, som kun er blevet mere relevant af corona-pandemiens konsekvenser for økonomien. Derfor opfordrer Tejs Laustsen Jensen til at handle hurtigt, og udarbejde en brint- og PtX-strategi, der kan give en allerede blomstrende industri det rygstød, der er nødvendigt at skabe nye, grønne erhvervseventyr:
“For en dedikeret brint- og PtX-strategi handler ikke alene om at indfri de høje, danske klimaambitioner. Den vil også kunne bidrage signifikant til den grønne genstart af dansk økonomi, som vi har brug for i kølvandet på Corona. Det handler om tusindvis af nye, danske arbejdspladser, eksport der matcher vindmølleeventyret og en brint- og PtX-værdikæde, der skal smedes længere og stærkere. Branchen er klar til at løfte sin del af ansvaret, men der er behov for klare politiske og regulatoriske rammer. Hvis PtX- og CCUS-strategien splittes op, vil hvert område kunne få det nødvendige fokus, og arbejdet vil kunne gå hurtigere. Det vil ikke alene gavne den klimapolitiske kurs over 2030 frem mod 2050, det vil også sikre, at vi i Danmark igen kan gå forrest og vise verden, at klima- og erhvervspolitik ikke er hinandens modsætninger, men derimod hinandens forudsætninger. Vi har gjort det med udvikling og opskalering af VE, nu skal vi gøre det samme for brint og PtX som det naturlige næste kapitel i det danske, grønne eventyr.”
Læs hele klummen hos Energy Supply.