Brint forbinder Danmark
Lige nu forhandles der infrastrukturplan mellem partierne i Folketinget. Regeringen har præsenteret udspillet ”Danmark fremad”, som tegner et billede af de investeringer, Danmark vil foretage på infrastrukturområdet indtil 2035 for at skabe fremtidens infrastruktur.
Brint og Power-to-X-brændsler (PtX) har fået en beskeden rolle i regeringens udspil, og det er ærgerligt. Brintinfrastruktur er, og bliver i endnu højere grad i fremtiden, et afgørende element i omstillingen til et grønt energisystem.
Implementering af dansk hjemmemarked
Brint og brintbaserede brændsler som metanol og ammoniak får en hovedrolle i omstillingen til en grøn transportsektor, og derfor er der stort behov for en samlet strategisk indsats, der kæder energiproduktionen sammen med forbruget i transportsektoren.
“Vi ved, at brint og PtX er nøgleteknologier i omstillingen af transporten, og over hele landet skyder nye produktionsprojekter op, der netop har til formål at bidrage til omstillingen af transportsektoren. Der findes allerede en stærk værdikæde af danske brint- og PtX-virksomheder, som eksporterer en bred pallette af teknologier og løsninger til både EU og resten af verden. Men trods vores stærke potentiale for at blive verdensførende på brint og PtX, tøver Christiansborg alligevel med implementeringen af det hjemmemarked, som er afgørende for sammenkædningen af energiproduktion og -forbrug i transporten. Og det er en fejl, ikke alene fordi brint og PtX repræsenterer store reduktionspotentialer i transporten, det er også de teknologier, som muliggør en effektiv og fleksibel udnyttelse af de danske VE-kapaciteter. Sektorkobling er den grønne omstillings hellige gral, og storskala brint og PtX er vejen dertil,” siger Tejs Laustsen Jensen, direktør i Brintbranchen, i en reaktion på regeringens udspil.
Brint og PtX-brændsler decarboniserer transportsektoren
Dertil kommer en fejlagtig antagelse om, at brint og brintbaserede brændsler, også kendt som elektrofuels eller e-fuels, ikke er klar til kommerciel udrulning. Dog ser vi i branchen på daglig basis, at gode, solide projekter bliver udrullet i landene omkring os, hvis beslutningstagere er væsentligt mindre tøvende i at få etableret hjemmemarkeder for brintbaserede transportløsninger, end deres danske kolleger er. Europa rykker, og hvis ikke Danmark melder sig på banen, vil vi (endda næsten bogstaveligt) misse (brint-)toget. Vi skal i gang med etableringen af et hjemmemarked – de danske brintvirksomheder er klar til at yde deres bidrag. Det kræver dog, at rammebetingelser for at skabe den fornødne brintinfrastruktur kommer på plads.
Brintbranchen har lavet en oversigt over de mest lovende, ambitiøse og inspirerende initiativer fra både ind- og udlandet, hvor brintindustrien hver gang viser, at brint og PtX-brændsler allerede nu kan indtage en central position i at decarbonisere transportsektoren. Dermed burde disse teknologier også blive indarbejdet i infrastrukturplanen.