Borgmesterbiler på brint

30. maj 2018

I samarbejde med Brintbranchen har Hyundai Danmark den 22. maj officielt overdraget to brintbiler til Socialborgmester, Mia Nyegaard (B) og Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V). Bilerne skal fungere som almindelige borgmesterbiler, og bliver en del af Københavns Kommunes voksende flåde af brintbiler.

Ved overdragelsen, som foregik på Københavns Rådhus, bød Brintbranchens direktør Tejs Laustsen Jensen velkommen til de fremmødte, som udover borgmestrene også talte Uffe Borup fra Nel Hydrogen, som repræsentant for tankstationsudbyderne og salgschef i Hyundai Danmark, Thomas Haslund.

Der var bred enighed blandt alle om, at grønne løsninger på transportområdet er uhyre vigtige for at sikre, den grønne omstilling vinder indpas i fremtidens bæredygtige storbyer. Ikke alene udleder brintbiler ingen CO2 eller skadelige partikler under kørslen, de renser sågar luften, mens de kører.

”De her brintbiler er jo beviset på, at vi godt kan have hurtig, effektiv og samtidig miljørigtig biltransport. Der behøves bestemt ikke at være et lighedstegn mellem at være bilejer og klimasynder”, siger Beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

På nuværende tidspunkt tæller Københavns Kommunes flåde 21 brintbiler. Kommunen er partner i det EU-finansierede projekt Hydrogen Mobility Europe 2 (H2ME-2) og var launch customer på Hyundai iX35 i Europa tilbage i 2013. Gennem H2ME-2-projektets løbetid frem til 2021 vil kommunen arbejde på at udvide sin flåde af brintbiler og dermed også bidrage til udviklingen af brint til transport på landsplan.

“Vi er glade for, at Københavns Kommune fortsætter med at investere i Hyundai brintbiler. Vores erfaringer fra andre danske kommuner er, at når kommunen investerer i bæredygtige biler, følger både infrastrukturen og private bilkøbere trop. Så offentlige investeringer i bæredygtig teknologi baner automatisk vejen for, at vi alle får mulighed for at komme med på den grønne mobilitets-bølge,” siger pressechef Annegrethe Skovby for Hyundai Danmark.

En af de store fordele ved brintbiler er deres lange rækkevidde, som særligt Socialborgmesteren sætter pris på. Når borgmesteren for eksempel skal besøge et bosted på Lolland, er det en klar fordel, at brintbilen kan køre ca. 500 km. på en enkelt tank, og at den i øvrigt tankes op på blot et par minutter. Samtidigt giver det ekstra point på samvittighedskontoen at vide, at man ikke forurener på de lange ture.

”Jeg er glad for, at Københavns Kommune også på den her måde bidrager til den grønne omstilling. Bæredygtighed skal være et kendetegn for København som storby. Det skal vi arbejde på alle de steder, hvor det giver mening, så vi som by er helt i top, når det gælder den grønne omstilling” siger Socialborgmester Mia Nyegaard.

København Kommunes dedikation til den grønne omstilling på transportområdet bemærkes også i resten af Europa. Administrerende direktør for EU’s Fuel Cells and Hydrogen Joint Undertaking (FCH-JU), Bart Biebuyck, er meget begejstret for at se de danske politikere tage grønt ansvar:

”Elbiler, der kører på brint, har klare fordele: De tankes hurtigt op, de kan køre mere end 500 km. på en tank, og de udleder intet skadeligt i atmosfæren under kørsel. De to brintdrevne borgmesterbiler sender et klart signal om, at beslutningstagerne gerne vil spille en rolle i den grønne omstilling i transportsektoren mod et nul-emissionssamfund og at befolkningen efterspørger grønne transportløsninger, hvor brint også vil komme til at spille en afgørende rolle”.

Du kan hente en pdf-version af Brintbranchens pressemeddelelse fra 22. maj her.

_______________________________________

Gennem de sidste to år har Københavns Kommune og Brintbranchen været en del af det EU-støttede projekt Hydrogen Mobility Europe 2 (H2ME-2) der sætter fokus på at udbrede kendskabet til brint til transport samt antallet af biler på de danske veje.

Læs mere om Hydrogen Mobility Europe projektet her: www.h2me.eu

Danmark er på mange måder i front, når det kommer til brint til transport. Danmark har verdens første landsdækkende netværk af brinttankstationer med 10 stationer placeret strategisk i landet. Fordi vi generelt har satset så meget på vindmølleenergi i Danmark, er der grundlæggende gode rammevilkår for udviklingen af brint til bl.a. brændstof. Pga. vindmølleindustrien er det muligt at producere Nordeuropas billigste brint i Danmark – hvilket skaber et meget stort potentiale for brugen af brint i især transportsektoren.

Læs mere om brintbiler og infrastruktur her: www.brintbiler.dk

H2ME-2 projektet har modtaget støtte fra Fuel Cell and Hydrogen 2 Joint Undertaking under støtte nr. 700350, som modtager støtte fra den Europæiske Unions Horizon 2020 program som støtter forskning og udvikling i samarbejde med European Research Grouping on Fuel Cells and Hydrogen, Hydrogen Europe Research og Hydrogen Europe.