AkzoNobel og Gasunie går sammen om nyt storskala elektrolyseprojekt

AkzoNobel og Gasunie er gået sammen om et projekt, der skal klarlægge muligheden for at lave storskala konvertering af bæredygtig elektricitet til grøn brint gennem elektrolyse.

De to selskaber overvejer installation af en 20 MW elektrolyse enhed – i givet fald den pt. største i Europa – der skal konvertere grøn elektricitet, primært produceret af vindmøller, til 3000 ton grøn brint om året. En mængde, der er nok til at skabe brændstof for 300 brintbusser. En endelig beslutning om projektet forventes i 2019.

Projektet ses af parterne som et vigtigt skridt i udviklingen af teknologi og kompetencer, således, at man kan nå sit fremtidige mål om at bygge anlæg, der kan konvertere og lagre bæredygtig energi i storskala. Det er baggrunden for, at AkzoNobel og Gasunie nu i fællesskab er gået ind i arbejdet med projektet. Begge virksomheder ønsker at bidrage til den grønne omstilling.

Energidirektør fra AkzoNobel, Marcel Galjee, udtaler:

”Vi anser ”power to gas” for ikke alene at være en lovende teknologi, men også en teknologi som er nødvendig for at opnå et fuldkomment bæredygtigt energimix ved 2050.”

Læs mere om nyheden i Reuters her.

Brint gør transporten grøn

Brintbranchen har fået lavet en lille animationsvideo, der viser, hvordan brint- og brændselscelleteknologi kan være med til at fremme den grønne omstilling indenfor transportsektoren.

Og netop transportsektoren står over for store udfordringer og halter bagud, når det kommer til at tænke grønt. 95 % af transporten i Danmark er fortsat fossil, og der skal derfor store forandringer til, hvis vi skal sikre at Danmark kan forblive et grønt foregangsland og leve om til målet om at være uafhængigt af fossile brændsler i 2050.

Videoen er lavet som en del af det europæiske HyFIVE-projekt og er produceret af StagBird.

Tidligere transportminister tester Mirai

Hans Christian Schmidt, medlem af Folketinget for Venstre og tidligere transportminister, var kort før jul ude at prøve en brintbil med Brintbranchens direktør Tejs Laustsen Jensen.

Det var første gang, at Hans Christian Schmidt var ude at opleve en brintbil ved selvsyn, og han syntes at Toyota Mirai’en gav et godt indtryk:

”Først og fremmest synes jeg, at det giver en god køreoplevelse og et rigtigt godt førstehåndsindtryk af brint- og brændselscelleteknologien bag at prøve at køre sådan en her selv”, siger Hans Christian Schmidt.

På turen rundt i de københavnske gader fik Tejs Laustsen Jensen og Hans Christian Schmith en god dialog om rammevilkår, miljø, mobilitet og ikke mindst om, hvordan brintteknologier kan bidrage til den grønne omstilling.

 

 

 

 

 

Toyota Mirai

Toyota Mirai er verdens første serieproducerede brintbil og blev introduceret i 2015. Indtil videre er der produceret lidt over 4500 Mirais i Motomachi i Japan. Toyota er i fuld gang med udviklingen af 2. generation og har planer om at afsløre den i forbindelse med De Olympiske Lege i Tokyo 2020.

Lær mere om Toyota Motors strategi og planer for brintbiler i denne artikel fra britiske WIRED, der sætter fokus på Toyotas udtalte mål om at gøre brintbilen mainstream.

Se desuden Brintbranchens video om, hvorfor brint til transport er et vigtigt bidrag til den grønne omstilling her.

 

 

 

Brintbranchen har i løbet af efteråret gennemført en række Ride & Drives med politikere og meningsdannere for at udbrede kendskabet til brintteknologien som led af HyFIVE-projektet. Her har Brintbranchen b.la. haft Pia Olsen Dyhr, Køges to borgmesterkandidater og Jesper Theilgaard med ude at køre. HyFIVE projektet er ved at lakke mod enden, men Brintbranchen vil fortsat arbejde på at fremme kendskabet og rammevilkårene for brint til transport – både gennem EU-projektet H2ME – men også i vores almindelige virke, som brancheforening for brint- og brændselscelleløsninger.

Brintbranchen deltog i HyLaws General Assembly i Bruxelles

Fredag d. 15. december afholdte HyLaw-projektet deres 2. General Assembly i Bruxelles. Brintbranchen deltog selvfølgelig i GA’en, som havde fokus på fremskridt blandt de såkaldte Tier 3 lande samt den første økonomiske afrapportering og den tekniske rapport. HyLaw-projektet har til formål at kortlægge de administrative og lovmæssige forhindringer og fordele for brændselscelle- og brintteknologier på tværs af Europa. Herved kan der sættes fokus på Best practice, som kan udbredes, hvilket vil gøre det lettere for virksomheder at udvikle og afsætte deres produkter til gavn for den grønne omstilling.

Danmark er repræsenteret ved Brintbranchen og Dansk Gasteknisk Center, og deltager som et ”Coregrop Contry” der sammen med de andre Tier 1 lande skal sætte det gode eksempel til gavn for de lande, hvor brint- og brændselsceller ikke er ligeså udviklet. Brintbranchen har til opgave at drive den politiske formidlingsopgave i Danmark, når resultaterne ligger klar samt at følge og udvikle projektet i al almindelighed.

Brintbranchen vil bl.a. på Folkemødet præsentere nogle af resultaterne fra projektet og perspektivere dem til andre grønne danske succeser som f.eks. vindmøller og biogas.  Derudover afholder Brintbranchen i løbet af september en konference hvor de endelige resultater bliver fremlagt.